
Foto: Home/Palle Peter Skov.
Comeback til de dyre sommerhuse
20. november 2016 - kl. 4:56 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Vi spenderer 110.000 kr. mere på sommerhus i år sammenlignet med 2015. Størst stigning i salget af huse fra 1,5-2,0 mio. kr., viser ny opgørelse.
Sommerhussalget anno 2016 har taget endnu et skridt væk fra krisedyndet. Nu er der også stigende salg af de dyreste huse, viser en ny opgørelse fra ejendomsmæglerkæden Home, der har kigget nærmere på årets handler indtil nu.
”2015 var comeback-året for sommerhusene, hvor der for alvor kom gang i salget – og især af de billige sommerhuse. Nu er der også gang i salget af de dyrere sommerhuse, ” siger Mads Ellegaard, relationschef i Home til Berlingske.
I årets tre første kvartaler har Home solgt lige så mange dyre huse som i hele 2015.
Husene i den ’billige ende’ op til 1,5 mio. kr. udgør færre af handlerne i år, mens husene fra 1,5 mio. kr. og op fylder mere i salgslisterne. Salget af de billigste huse er faldet med 7 %-point, og de dyreste er steget med 7 %-point.
Sidste år var der mange gode huse til lave priser at vælge imellem. Nu er der blevet lidt længere mellem ’kuppene’, og nye huse bliver sat til salg til højere priser.
”Køberne har altså måttet give lidt mere for husene i år, ” forklarer Home-chefen.
Den største forskydning i salget er sket for husene fra 1,5-2,0 mio. kr. med en fremgang på 4 %-point. Den største tilbagegang ses for husene under 500.000 kr., der er gået tilbage med 3 %-point.
”Huse med bedre beliggenheder og mere luksus sælger nu også i højere grad,” siger Mads Ellegaard.
I gennemsnit har sommerhuset solgt gennem Home kostet 1,2 mio. kr. i år, hvilket er 110.000 kr. mere end i 2015. Stigende friværdier i helårshusene og lave renter er de væsentligste forklaringer på fremgangen på sommerhus-markedet, forklarer Home.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Comeback til de dyre sommerhuse' til en bekendt