
Julemand, nissemor og stort julemarked på Kystmuseet Skagen
22. november 2016 - kl. 5:53 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Traditionen tro holdes der stort og stemningsfuldt julemarked på Kystmuseet Skagen søndag d. 27.11.2016 fra kl.14 til 17.
Der er gratis adgang på det julepyntede museum på Svallerbakken, og alle husene er åbne.
I køkkenet hos den rige fisker byder fiskerkone og nissemor på kaffetår, saft og søsterkage, mens byens bedste spillemænd Søren, Lars og Poul spiller og synger nogle af årstidens bedste og kendteste sange i den lille men hyggelige vesterstue.
Kl. 15.30, lige før mørket sænker sig helt, skal alle være med til at vække julemanden i museets gamle mølle. Hvis det lykkes, er der godter til alle børn.
Museets Aktivitetshus summer af liv; der er boder med spændende gaveideer, lune hjemmestrikkede sokker, nisser i alle udgaver, flotte ting af træ samt spændende gevinster i Soroptimisternes populære tombola.
I Madpakkehuset sørger Lissi og Inge for smagsprøver på hjemmebagte museumsæbleskiver, og igen i år kan man varme sig med museumsinspektørens helt særlige juleglögg lavet efter svensk opskrift.
I museets cafe kan man købe hjemmebagte æbleskiver samt varme og kolde drikke og måske få idé til et par af julens gaver i museumsbutikken, hvor især litteratur om Skagens historie er populære gaveemner.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Julemand, nissemor og stort julemarked på Kystmuseet Skagen' til en bekendt