
Vær med til at skabe nye aktiviteter i lystbådehavnene og langs kysten
23. november 2016 - kl. 6:23 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I denne uge havner rapporten ”Ej BLÅT til pynt – liv langs 100 km kystlinje” hos lystbådehavne i Frederikshavn kommune. Her er inspiration til, hvordan man sammen med andre kan sætte skub i flere aktiviteter i – og på tværs af kyster og havne.
På sit seneste møde blev Teknisk Udvalg præsenteret for den rapport, der nu er på vej ud til lystbådehavne i kommunen. Den indeholder bl.a. et inspirationskatalog og nogle konkrete anbefalinger til, hvordan lystbådehavne og kyster kan aktiveres som attraktivt mødested for endnu flere mennesker. Det handler om at skabe flere aktiviteter på og ved havet, om at udvikle nye forretningsområder og om at få flere til at besøge og bruge vores havne og kyster.
- Vores lystbådehavne, strande og naturkyster er et trækplaster for rigtig mange mennesker. Her har vi fat i det rigtig tunge skyts, når det handler om at tiltrække turister – og om at være en attraktiv kommune at flytte til. Derfor skal vi gøre en særlig indsats for at sikre, at vi også udnytter det potentiale bedst muligt, siger Lars Møller, formand for Teknisk Udvalg, Frederikshavn Kommune.
Opret et ”Vild med Vand” udvalg
Selvom lystbådehavnene allerede er et naturligt samlingssted for mange, har de sammen med kysterne et potentiale til at tiltrække endnu flere. Det kræver, at vi udvikler nye blå tilbud og forretningsområder, der er interessante for endnu flere mennesker. Både for dem, der bruger havet nu, men også for dem, der ikke kommer på havnene og ved kysten så ofte.
Med rapporten ønsker Teknisk Udvalg at inspirere, støtte og opfordre til handlinger lokalt i – og på tværs af havnene. Det kan bl.a. ske igennem nye samarbejder mellem foreninger, erhvervsdrivende, ildsjæle og andre aktører, der har lyst til at være med til at udvikle nye blå aktiviteter i Frederikshavn kommune. Derfor har Teknisk Udvalg besluttet, at de lystbådehavne der opretter et bredt sammensat ”Vild med Vand” udvalg, har mulighed for at ansøge om 10.000 kr. som løftestang til at sætte nye aktiviteter i gang.
- Hvis man ønsker et godt foreningsmiljø, liv på havnen og masser af turister, så er nøgleordet udvikling. Vi ved, at sejlerne søger hen til de havne, hvor der sker fornyelse – og hvor der er aktiviteter og gode faciliteter. Det samme kræves af os som fore Vi glæder os til at se nærmere på rapporten, og vi spiller gerne sammen med andre foreninger både på havnen og i lokalområdet, siger Ole Pedersen, formand for Sæby Sejlklub.
Kriterierne for at modtage de 10.000 kr. bliver drøftet på udvalgets næste møde den 5. december.
Foruden opfordringen til at rykke sammen og udvikle nye tilbud, besluttede Teknisk Udvalg på sit seneste møde, at der skal afholdes temadag for hele Byrådet i begyndelsen af det nye år. Temadagen skal ligeledes have fokus på at indfri lystbådehavnenes, strandenes og naturkysternes store potentiale og muligheder.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vær med til at skabe nye aktiviteter i lystbådehavnene og langs kysten' til en bekendt