
Arkivfoto.
Hvilken by kan tabe sig mest ?
30. november 2016 - kl. 12:13 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Konkurrencen Frederikshavn Kommune på Vægten: Skagen, Frederikshavn eller Sæby, hvilken by har de bedste tabere?
Småkager, sylte, sild og snaps. Decembers månedlange mad-hygge står for døren, og det er tid til at finde elastikbukserne frem. Eller er det?
Der er nemlig en anden løsning: Deltag i Frederikshavn Kommune på Vægten. Konkurrencen, der tilbyder fokus på sundhed, vægttab og fællesskab. Og som har så mange gevinster, hvor den største nok er muligheden for hjælp til at gå ned i vægt, men som også helt kontant udlover en præmie til en værdi af 15.000 gode danske kroner, til det hold, der tilsammen har tabt sig mest.
Frederikshavn Kommune på Vægten er ud over den personlige dyst, mod sig selv og sine holdkammerater, også bygget op, så de tre hovedbyer i Frederikshavn Kommune får lejlighed til at konkurrere mod hinanden om hvilken by, der på de otte uger når at slanke sig mest. Og hvordan det konkurrenceelement kan bruges strategisk, det sætter kun fantasien grænser for.
Frederikshavn Kommune på Vægten er i år et samarbejde mellem Spar Nord, LOOP og Frederikshavn Kommune, og konkurrencen begynder i januar. Men det er jo her i december, man skal bestemme sig for om man vil spise løs i julen, fordi man ved man vil deltage i konkurrencen. ELLER om man vil bruge december til at lægge en plan og smugtræne, for at være klar til at give den gas som holdkaptajn eller motivator for en lille gruppe, der sammen har besluttet sig for at smide om sig med kilo, som man ikke længere vil bære rundt på.
Det er Spar Nord direktør, Morten Kock, der har bragt idéen om vægttabs-konkurrencen til Frederikshavn Kommune, og han er bevidst om at folkesundhed er en samfundsopgave. Men det skal også handle om at have det sjovt:
”Spar Nord er med som arrangør af Frederikshavn Kommune på Vægten, fordi vi godt kan lide at deltage aktivt i det samfund der omgiver os, og være med til at skabe nogle anderledes aktiviteter, som ikke nødvendigvis har noget med bankdrift at gøre. Det giver os mulighed for at komme i kontakt med både kunder og ikke-kunder, på en utraditionel måde. Jeg er glad for den opbakning som Frederikshavn Kommune og LOOP giver til aktiviteten, og jeg håber den både vil give sjove oplevelser og gode fællesskaber på de deltagende hold,” siger Morten Kock, direktør, Spar Nord.
Hvert et kilo tæller
I Frederikshavn Kommune på Vægten er fremgangsmåden er at man begynder med at samle et hold på fire personer. Eller man kan samle flere hold og dyste mod hinanden på arbejdspladsen eller på villavejen eller i fodboldklubben eller hvor kampgejsten ellers kan findes. Dernæst går man til vejning i sit lokale LOOP-center på startdagen. OG så gælder det ellers om at spise sundt og motionere mest muligt i de følgende otte uger. Det handler om at tabe sig, smide kilo efter kilo, mærke bukserne blive lidt for store, mere for store, meget for store.
”Frederikshavn Kommune vil gerne være med til at sætte fokus på sundhed og gode motionsvaner og støtte det gode initiativ. Folkesundhed er også en kommunal opgave, og vi ved at forebyggelse hjælper, for overvægt kan have store helbredsmæssige konsekvenser for den enkelte. Og så synes vi jo også, det er lidt sjovt, det med at byerne konkurrerer med hinanden. Det bliver spændende at følge,” siger Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune.
Op mod 40 procent af os er overvægtige, og vi ved jo godt, at det både hjælper at lukke munden og få pulsen op. Men hvad med motivationen. Den kan måske komme fra præmien? Den man vinder, hvis man har tabt sig allermest og måske er kommet så langt, at man er nødt til at købe nye bukser for at kunne holde dem oppe. LOOP og Spar Nord vil gøre sit for at holde deltagerne på sporet og vil arrangere forskellige events undervejs. I LOOP i Skagen, Frederikshavn og Sæby vil instruktørerne stå klar med vejledning og gode råd om hvordan man forbrænder flest kalorier og får gang i muskelopbygningen. Så der er ingen undskyldning for ikke at komme ned og svede marcipanen ud igen.
”LOOP er for alle, og det er Frederikshavn Kommune på Vægten også, derfor harmonerer det rigtig godt med LOOP og de værdier vi står for,” siger afdelingsleder Peter Lyster fra LOOP i Frederikshavn.
Der er start den 13. januar, hvor der er vejning i LOOP-centrene. Hvad man vejer må gerne forblive en hemmelighed, hvis man synes bedst om det. For vægten bliver omsat til indeks 100, og så handler det om at få tallet bragt ned. Konkurrencen slutter 8 uger senere. Den 10.marts 2017 ved vi hvilken by, der har tabt sig mest. Hvilket hold, der har tabt sig mest, og dermed vundet konkurrencen om præmien til de 15.000 kroner. For husk, nummer et er den bedste taber.
FAKTABOKS:
Konceptet hedder: Frederikshavn Kommune på vægten. Der er en vejning ved start, hver uge undervejs og til slut. Det hold som taber sig mest (indekstal) hver uge i de tre byer, får en ugepræmie (værdi 2000kr). Herudover er der til slut én præmie til det hold, som har tabt sig allermest (værdi 15000) tre andenpræmier til en værdi af 5000 kroner og tre tredjepræmier til en værdi af 3000 kroner.
Hver uge er der desuden præmier til en værdi af 2000 kroner til det hold, der har tabt sig mest i hver af byerne, Skagen, Frederikshavn og Sæby.
Man tilmelder sig med 4 på hvert hold, deltagergebyret er 600 kroner pr hold. Start 13/1-17 – slut 10/3-17. Der er en Facebook side til hver af de tre byer. Frederikshavn på vægten, Sæby på vægten og Skagen på vægten. Det er de samme regler, der gælder og som skal følges alle tre steder, så grundlaget for deltagerne er ens. Der bliver også en lokal konkurrence om at tabe sig mest muligt i hver af de tre byer, Skagen, Frederikshavn og Sæby, som holdene kan tilmelde sig. Altså både konkurrence internt i byerne, men også byerne mod hinanden.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hvilken by kan tabe sig mest ?' til en bekendt