Jul i skilte familier

Jul i skilte familier

20. december 2016 - kl. 6:26 - af

– Her er Statsforvaltningens gode råd til forældrene.
 
For de fleste børn er det vigtigt, at julen bliver en hyggelig og god tid med både mor og far – også efter en skilsmisse. Heldigvis er langt de fleste skilte forældre gode til at samarbejde – også omkring julen. Men juletiden giver også problemer i en del brudte familier.

Når juletiden nærmer sig, får Statsforvaltningen mange henvendelser fra både børn og forældre. Børnene er typisk bekymrede for, om de får den jul, de ønsker sig, og forældrene søger råd og vejledning på egne og børnenes vegne.

Hvert år får vi op mod 1.000 opkald til vores anonyme telefonrådgivning for børn, Børnenes Skilsmissetelefon. Børnene ringer for at tale om deres hverdag, liv og udfordringer i forbindelse med forældrenes skilsmisse. Og lige i øjeblikket handler flere opkald om julen.
 
Jytte Kloster Lind er børnesagkyndig rådgiver. Hun er en af dem, børnene taler med, når de ringer.

”Julen er blandt andet forbundet med familietid og samling af familien, og det gør det svært for mange skilsmissebørn, fordi de netop lever i brudte familier. Nogle af dem, vi taler med, vil gerne inddrages i julens planlægning og være med til at bestemme, hvem der skal med, og hvad der skal ske. Så ringer de hertil, når de bliver usikre på, om julen nu bliver, som de håber og ønsker,” siger Jytte Kloster Lind.

Omvendt er der også de børn, som slet ikke vil inddrages i julens planer, forklarer hun. Det kan være, fordi konfliktniveauet mellem forældrene er så højt, at barnet på den måde bliver involveret i forældrenes skænderier ved at mene noget om julen, eller fordi familien slås med andre problemer samtidig. Eller blot fordi julen ikke er forbundet med noget hyggeligt, når den ikke længere kan fejres med både mor og far.

Her er fem gode råd til forældrene i juletiden:

1. Tal med jeres børn om julen

Nogle børn vil meget gerne inddrages i julens planer og være med til at bestemme, hvad der skal ske hen over julen. Andre børn vil slet ikke. Og så er der de børn, som gerne vil, men er bange for at sige deres mening. Uanset hvad, så tal åbent med dem om julen og lyt til det, de siger. Tal også med barnet om eventuelt savn af søskende eller andre familierelationer, når julen holdes hos den ene forælder.

2. Bak op om de planer og aftaler, I har lavet – også når barnet ikke er hos dig

Børn har brug for at vide, hvordan julen bliver, så de kan forberede sig og ikke mindst glæde sig. De har behov for, at begge forældre bakker op om de aftaler, I har lavet omkring julen – uanset hvem barnet er sammen med, og hvad der skal ske i juledagene. Vær nysgerrig og interesseret, når du taler med dit barn om det, der foregår hos den anden forælder.

3. Julen er en travl tid – ikke mindst for skilsmissebørn. Det er vigtigt, at der også er plads til fred og ro

En del forældre vil gerne have børnene med til alle familiearrangementer henover jul og nytår. For nogle børn kan det være overvældende, hvis der skal skiftes flere gange hen over juleferien, for at nå alle julefrokoster og andre gode oplevelser i familien. Derfor er det vigtigt, at se det fra barnets perspektiv. Måske er der brug for at være flere dage hos hver forælder, så der også bliver ro til at glæde sig over julegaver og kunne sove længe om morgenen uden program hver eneste dag.

4. Vær opmærksom på egne reaktioner

Det er ikke kun børnene, som synes, at julen kan være lidt svær. Nogle forældre oplever også selv, at det er et stort savn ikke at skulle være sammen med sine børn juleaften, hvilket er helt naturligt og forståeligt. Det er i den situation vigtigt, at savnet ikke læsses af på børnene, men at børnene får lov til at glæde sig til julen, om den så skal være hos mor eller hos far.

5. Jeres samarbejde er vigtigst

Vi ved fra både forskning og erfaring, at det, der betyder mest for skilsmissebørns trivsel, er forældrenes samarbejde. Det gælder også i julen. Derfor begynder en vellykket jul med et godt forældresamarbejde. Et godt råd er at tage det første skridt selv, også når samarbejdet er svært. Man behøver ikke at vente på den anden.

Få telefonisk vejledning og rådgivning:  Børnenes Skilsmissetelefon, 20 600 550, åbningstider: mandag-fredag 11-16.

Forældre kan ringe til Statsforvaltningens INFO-center på 72567000 og bede om telefonisk børnesagkyndig rådgivning. Man kan også bestille en opringning på vores hjemmeside: statsforvaltningen.dk/kontakt.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Jul i skilte familier' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger