
Arkivfoto.
Nye regler for støj fra restaurationer i Skagen
5. januar 2017 - kl. 16:27 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
På baggrund af sidste sommers klager over musikstøj fra restaurationer i Skagen, fremlægger Frederikshavn Kommune nu et forslag til et nyt regelsæt for støj fra udendørs musikarrangementer i Skagen i offentlig høring.
Et vigtigt mål med de nye regler er, at de er enkle og klare for alle at forstå, og samtidig lettere at administrere. De tidligere regler har vist sig at være uhensigtsmæssige til at håndtere og behandle klagerne.
Det har i praksis vist sig umuligt at måle og håndhæve støjgrænser fra musikken.
Formand for Frederikshavn Kommunens Plan- og Miljøudvalg, Anders Brandt Sørensen (A), har sammen med næstformand Frode Thule Jensen (V) i efteråret afholdt møder med hhv. restauratørerne og klagerne i Skagen.
Anders Brandt Sørensen fortæller, at der på møderne har været en konstruktiv dialog, som er fulgt op af skriftlige bemærkninger fra begge parter. Center for Teknik og Miljø har efterfølgende udarbejdet et forslag til et nyt regelsæt, som Plan- og Miljøudvalget drøfter den 10. januar 2017, og som efterfølgende skal i en offentlig høring i 6 uger.
Udendørs musikarrangementer på faste tidspunkter
I forslaget til ”Forskrift for udendørs musikarrangementer i Skagen” lægges der op til, at der kan spilles musik udendørs i tidsrummet fra kl. 15-24 uden fastsatte støjgrænser på 25 i forvejen fastsatte spilledage.
Det er fortrinsvis fredage og lørdage hen over sommeren, samt tirsdag til lørdag i ugerne 29 og 30. Ud over de 25 faste spilledage vil der være udendørs musik under Skagen Festival.
Frode Thule Jensen oplister fordele ved faste tidspunkter:
”Fordelene for restauratørerne er, at de får faste tidspunkter, hvor de kan afholde udendørs arrangementer, og at de dermed undgår diskussioner, om hvorvidt reglerne er overholdt. Tidspunkterne er ens for alle, og der opstår derved ikke konkurrence restauratørerne imellem.
Fordelene for de omkringboende er, at det på forhånd er kendt, hvornår der spilles udendørs musik, og at man kan indrette sig derefter. Der vil være ro i det meste af butikkernes åbningstid og efter kl. 24.”
”De nye regler vil kun omfatte Skagen, som er en typisk ferieby, hvor indtjeningen for erhvervet koncentrerer sig om godt to måneder i sommerperioden. Behovene er forskellige. Der er restauratører, som ønsker musik, der kan tiltrække gæster, og omvendt er der støjfølsomme erhverv så som butikker og hoteller. Desuden er der hensynet til de fastboende, der skal varetages. Det kan være svært at stille alle tilfredse, og intentionen med forskriften er, at alle skal kunne leve af turismen og leve med den”, slutter Anders Brandt Sørensen og Frode Thule Jensen.
Forskriften sendes i offentlig høring den 26. januar 2017.
Se nærmere på Frederikshavn Kommunes hjemmeside www.frederikshavn.dk
10 kommentarer til “Nye regler for støj fra restaurationer i Skagen” under annoncerne.
Musik i Skagen. Der har været megen musik og høj, for høj musik i Skagen sidste sæson. Nu er der kommet et forslag til at få balanceret de mange interesser, der er for musik i byen sæsonen igennem.
Vi skal udvikle og fastholde Skagen, som et sted hvor mange forskellige turister, “fastboende” gæster kan komme til byen og få en varieret oplevelse med natur, lyse nætter, oplevelser og munter samvær. Man skal huske, at de mennesker, der kommer ikke kan leve af oplevelser, der var sidste uge, for da var de ikke kommet endnu.
Musikregulativet giver synes jeg på mange måder et fornuftigt bud for en musik profil for byen.
Jeg har noteret mig, at betingelsen er til stede for, at regulativet ikke bare er nogle bogstaver på et stykke papir. Det ser ud til, at Spillestederne er blevet enige om, at de er sindet at overholde reglerne. Det er ikke bare godt, det er helt nødvendigt.
Så alt synes således at være godt, der vil kunne være musik oplevelser hver uge sæsonen igennem forhåbentlig til glæde for de fleste.
Jeg må indrømme, at jeg har skrevet under på den fælles indsigelsesskrivelse. Det har jeg gjort på trods af, at musikprofilen er god for sæsonen taget i et hele, men den daglige profil Kl. 15 til 24 musik 9 timer i træk, hvis man ønsker det uden max støjgrænser er helt forkert.
Det ville klæde kommune, at den ikke bare har en samlet profil: de 25 dage ca 2 om ugen igennemsnit, men samtidig har en dag profil f.eks max 3 til 4 timer pr. event. Det burde kunne give restaurantørene mulighed for at byde deres gæster op til dans uden at spille omgivelserne ihjel.
Med denne lille rettelse synes jeg, at alle burde kunne være glade og få varetaget sine interesser.
God Sommer.
Hvis restauranter og cafeer blev enige om at spare udgifterne til (udendørs) støj/musik, så kunne det gavne både forretningerne, gæsterne og beboerne (i hele Skagen), tror jeg.
Hej Allesammen
I ved godt at støj er den tredie største dræber i Europas byer, ikke? Ellers ved I det nu.
Venlig hilsen
Anders Jørgensen
Kære Allesammen!
Artiklen herover er lidt mangelfuld, fordi baggrunden for PMU’s forslag til en ny forskrift ikke er beskrevet – hvilket er vigtigt at kende til for at kunne danne sig det rigtige indtryk af denne problematik:
I 2016 har der mindst været 90 datoer i Skagen med musik i det fri / musik for åbne døre. Det skyldes 3 ting:
1. For det første har reglerne hidtil gjort det muligt for hvert spillested at søge 10 dispensationer til at spille musik uden øvre støjgrænse. Disse datoer har været spredt ud over hele sæsonen, fordi behovet er forskelligt fra sted til sted. Ydermere har det været muligt for spillestederne at flytte en dispensation til en anden dato, hvis vejret gjorde det nødvendigt at aflyse et arrangement. Dette gjorde det fuldstændig umuligt for både borgere og gæster i byen at gennemskue, hvornår der var musik / støj i byen.
2. For det andet har nogle restauratører vurderet, at deres musikarrangementer kunne holdes indenfor de gældende støjgrænser. Det er helt korrekt, når kommunen beskriver, at det nærmest er umuligt at måle støj fra musik præcist – det er det endda også for akkrediterede ingeniørfirmaer.
3. Og for det tredje har nogle enkelte restauratører nok været lidt kreative mht. at tælle til 10 arrangementer.
Plan- og Miljøudvalgets oplæg med 25 datoer vil derfor betyde væsentligt færre dage med støj i bybilledet. De datoer, der er valgt, er i forvejen de dage, hvor der kommer mange gæster til byen netop for at høre musik og nyde Skagens natteliv, som i øvrigt ikke fortjener at blive sammenlignet med Løkken.
De 25 datoer er allerede meldt ud i forslaget, ligesom der også nemt kan sættes datoer for de kommende år. I modsætning til tidligere er det ikke muligt for et spillested at flytte en dato – hvis der er dårligt vejr, er det bare ærgerligt. Dermed er det fuldstændig gennemskueligt, hvornår der vil være musik i gaden, hvilket er en stor forbedring for både beboere og gæster i byen i forhold til tidligere.
For kommunen vil den nye forskrift gøre det meget nemmere at administrere reglerne: Hvis der er musik i det fri på andre dage end de 25 annoncerede, er det en overtrædelse af reglerne, og kommunen kan anmelde stedet til politiet eller bruge andre redskaber til at håndhæve forskriften.
Artiklen beskriver heller ikke, at der er bred enighed blandt restauratørerne om at følge de nye regler. Det er der, og disse restauranter og hoteller bakker om om forslaget: Greens, Buddy Holly, Skagen Fiskerestaurant, Pakhuset, Havnekroen, Old Irish Pub, Linie 74, Viseværtshuset, McKnudsen, Skagen Motel / Skagen Odde Naturcenter, Foldens Hotel, Bodilles Kro, Hotel Strandly, Jakobs Café, Hotel Skibssmedien.
Beboere og spillesteder bliver nok aldrig helt enige om, hvor meget musik der børe være i vores by. Men forslaget her bør ses som et rigtig godt kompromis, at jeg håber at mange vil bakke op om at prøve det af i den kommende sæson! Som PMU også skriver, lægges der op til, at dette kører som et forsøg i 2017 og vedtages endeligt efter den kommende sæson.
Mvh. Jakob Sund
På et eller andet tidspunkt skrev avisen, at krydstogt-turisterne kommer for at nyde stilheden i Skagen!
Hvad er det, vi prøver at bilde hinanden ind??
Der vil 25 dage, for fuld skrue, ikke være stilhed i 9 timer pr.døgn!
Musik er dejligt, men ikke for fuld skrue, og ikke i 9 timer i træk!
Jeg ved godt, at kun et enkelt spillested ikke har overholdt nogen regler! Og desværre har myndighederne, og en enkelt politiker, ikke taget os alvorligt, og fyldt os med løgne! Vi blev istedet fortalt, hvor meget arbejde, de nu var pålagte, fordi vi var nogle brokrøve!
Nu står det så officielt! Helt ude i Højen kunne man plages af musikken.
Helt sikkert er det, at støjgrænsen ikke er overholdt!
Spisegæster op ad Old Irish Pubs naborestauranter forlod deres borde, og søgte andre steder hen. Det er ikke i orden, at man dominerer så meget, at et helt område ødelægges! Ved heller ikke om pubbens egne gæster var tilfredse med den infernalske støj.
Kun fordi et par spillesteder i Skagen ikke vil tage et normalt hensyn til omgivelserne, lider byens beboere og ,gæsterne, vores turister!
Skagen var i sommer i midtbyen et tarveligt sted på alle måder!
Vores larmende by, er på alle måde værre end de såkaldte Løkken-tilstande, med hjælp fra manglende indsigt hos vores myndigheder.
25 musikdage er måske i orden, men ikke 9 timer hvert sted, for ubegrænset larm! 3timer er til at overholde, men ikke 9!
,
Restaurationer, diskoteker, spillesteder
Kommunen kan meddele påbud om at begrænse støjen, eller om f.eks. at begrænse tiden for udendørs servering. På en hel del spillesteder har kommunen påbudt, at der bruges en niveaubegrænser eller en støjafbryder, som automatisk holder lydniveauet indenfor den tilladte grænse. Nogle kommuner har udarbejdet en generel forskrift om støj fra restaurationer, som sætter ensartede grænser i hele kommunen.
Sådan lyder Føde- og Miljøminsteriets regulativ…
Knap 45 års relativ stilhed i sommerhus i udkanten af Højen er de sidste år blevet afløst af “musik-dunken” helt herude på klitheden – også enkelte dage i dagtimerne,…
– hvor må det dog være forfærdeligt at være bosiddende eller gæst i nærheden af den lokale “JomfruAne Gade” – så se dog at få ordnede forhold, måske som i Løkken, hvor der nu siges at være roligere end i Skagen!
Løkken havde før “fest hele dagen”, men fik det lukket ned og det skulle forhåbentligt ikke være nødvendigt at skulle igennem samme proces for Skagen.
Hej Pia Karlsen – ja, jeg kan godt forstå, at du ønsker at fralægge dig ansvaret for
begrundelsen.
Men om du sætter “ølse” for eller “ølse” bag, så er det den offentlige og ansvarlige myndighed, som behandler og beslutter. Og her er man da helt på vildspor med et alt for vidtgående forslag.
Der er heldigvis snart byrådsvalg, lad os få de uduelige ud i kulden!
Vi lyver, når vi påstår, der er mange klager! Ifølge Teknisk Udvalg, kun 8?
Politiet blev bedt om ikke at notere klager, og ikke reagere!
Man skulle tro, at man boede i et land med korruption, men jeg vælger at tro på, at sådan er de ikke i Frederikshavn Kommune!
Hej Alex
For god orden skyld, er det Plan- og miljø udvalget og ikke Teknisk udvalg der begrunder årsagen til at der ikke skal være en øvre støjgrænse.
Mh
Pia Karlsen (medlem af teknisk udvalg)
“Nu uden støjgrænser”
Nu indstiller man, at der kan spilles 25 fastlagte dage UDEN støjgrænser fra kl.15-24 ! Det er ikke godt nyt – ja, det er ren “Wild-West”
Teknisk udvalgs begrundelse: man kan ikke måle og håndhævde støjgrænserne ! Det virker ret besynderligt, idet Teknisk Forvaltning i sommer hævdede, at grænserne VAR overholdt. Det var altså løgn ! Håber at foreningen “Skagen Byting” nu træder i karakter og får taget noget af luften ud af dette forslag.