
Byrådsmedlem Irene Hjortshøj i samtale med foreningsrepræsentant Børge B. Frederiksen.
Godt begyndt er….
8. januar 2017 - kl. 9:14 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Godt begyndt er halvt fuldendt”, siger et gammelt ord: Torsdag mellem kl. 13 og 16 besøgte 10 skagboer frivilligcenterets nye lokale i sundhedscenteret og mellem kl. 16 og 17 deltog yderligere 22 i åbningen.
Her talte først centerets formand, Ingeborg Thusgaard, der som tidligere sygehusdirektør glædede sig over igen at besøge det dejlige hus, der nu rummer sundhedscenteret og fra i år desuden er mødested for Frivilligcenter Frederikshavn Kommune i Skagen.
Der er nu er frivilligcentre i 65 af landets kommuner og altså også i vores. Foreningen bag organiserer alle sociale og humane foreninger, selvhjælpsgrupper mv. i kommunen. Borgerne kan desuden melde sig individuelt som frivillige og som brugere.
Centerets daglige leder, Mariane Skadborg, havde langt den sværeste opgave. Hun skulle på kort tid redegøre for centerets virke. Det klarede hun ved at sammenfatte opgaven i 4 begreber, der hele tiden udvikler sig. Begreberne vil senere kunne ses på centerets hjemmeside. Mariane Skadborg sluttede med at fortælle, at hun vil være til stede i Skagen mellem 13 og 17 den første torsdag i hver måned. Her er alle skagboer velkomne såvel som borgere og som brugere.
Medlem af bestyrelsen her fra Skagen, Kirsten Schou, fortalte, at denne åbningsdag var en glædens dag for hende og enkelte andre skagboer, der i mere end 10 år har arbejdet for, at Skagen skulle være aktivt med i det frivillige arbejde. Hun glædede sig desuden over det store fremmøde, for som hun sagde: Selvom 7 ud af 10 danskere forventer, at frivillige om 10 år kommer til at udføre flere velfærdsopgaver end i dag, så er over halvdelen samtidig negative over for denne udvikling. Derfor er det aldeles afgørende, at vi selv er aktive og med til at definere arbejdets art og omfang.
Åbningen sluttede med en god og saglig debat, hvor Hanne Andersen bl.a. påpegede behovet for, at centeret huskede de foreningsløse, medens Else Vernersen fremsatte ønske om, at centeret kunne stå i spidsen for fælles arrangementer for alle foreningerne i byen.
Privatfotos.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Godt begyndt er….' til en bekendt