
Naturhandleplaner – Natura 2000
9. januar 2017 - kl. 6:29 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Kommune skal vedtage naturhandleplaner for vores 8 internationale naturbeskyttelsesområder (Natura 2000-områder) senest den 21.april 2017 inden for kommunen. Naturhandleplanerne beskriver de indsatser, der skal til for at nå målene for udviklingen af naturtyper og arter, som er karakteristiske for det enkelte Natura 2000-område. Målene er beskrevet i de Natura 2000-planer, som Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning (SVANA) har udarbejdet for hvert Natura 2000-område.
Natura 2000-planerne bygger på data fra statens løbende kortlægning af naturtilstanden. Planperioden for de statslige Natura 2000-planer og kommunale naturhandleplaner er 6 år. Den igangværende planperiode er 2016-2021.
Plan- og Miljøudvalget behandlede dagsordenspunktet ”Forslag til naturhandleplaner, Natura 2000-områderne” på det ordinære møde den 6. december 2016. Udvalget besluttede at genoptage sagen, som derfor nu er på udvalgets forestående møde den 10. januar.
Kommunens opgaver i forbindelse med realisering af Natura 2000-planerne er bindende for kommunen. Frederikshavn Kommune må ikke give tilladelse til aktiviteter, der kan forhindre målopfyldelse i Natura 2000-områderne. I perioden 2016-2021 skal de indsatser, man ikke nåede i den sidste planperiode, samt indsatserne for denne planperiode, gennemføres.
På kommunalt ejede arealer er kommunen ansvarlig for at gennemføre de nødvendige indsatser. På private arealer, der også er omfattet af en landskabsfredning, skal kommunen sikre, at der gennemføres den naturpleje, der skal til for at opfylde fredningens formål. Kommunen udarbejder en såkaldt plejeplan. De private ejere kan vælge selv at gennemføre naturpleje på egen jord. Kommunen skal gennemføre naturpleje på de øvrige privatejede arealer. Plejen skal gennemføres, uden at det medfører udgifter, væsentlige gener eller tab for ejer eller bruger af arealerne. På private ikke-fredede arealer skal kommunen samarbejde med lodsejerne for at få dem til at gennemføre naturpleje.
Staten udbyder en række tilskudsordninger til naturpleje, som de private lodsejere kan søge. Kommunens opgave er at vejlede de private lodsejere omkring de offentlige tilskudsordninger og anspore dem til at søge. Regeringen lægger til grund, at den konkrete indsats i videst muligt omfang gennemføres ved frivillige virkemidler.
Kommunaldirektøren indstiller forud for mødet, at Plan- og Miljøudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Byrådet at sende planforslagene i offentlig høring via kommunens hjemmeside i perioden fra den 13. februar til 7. april 2017.
Områderne er bl.a. Råbjerg Mile og Hulsig Hede, Skagen Gren og Skagerak, Jerup Hede og Råbjerg, Hirsholmene m.v., Åsted Ådal og Bangsbo Ådal, Nymølle Bak og Nejsum Hede samt Solsbæk syd for Sæby.
Der er tale om et meget gedigent kompendium udarbejdet af ingerniørfirmaet COWI. Det kan ses via dette link http://frederikshavn.dk/meetings/Plan-%20og%20Milj%C3%B8udvalget%20(%C3%85ben)/2017/10-01-17/0Dagsorden%20samlet%20-%20%C3%85ben.pdf
og derefter scrolle til siderne 81-230, hvor de enkelte områder vil være beskrevet.
Tekst af Per Rye
3 kommentarer til “Naturhandleplaner – Natura 2000” under annoncerne.
Til Poul! Rigtig god ide! Så det gør jeg så!
Til Helle:
Lad os hjælpe hinanden med at holde kommunens udgifter (og skatteprocent?) nede, så jeg foreslår at vi selv ta’r en saks eller lille sav med næste gang vi kommer forbi !
Vigtigt med naturhandleplaner! ?? Tak for det!
Men hvem er ansvarlig for vedligeholdelse?
Jeg var i går på tur på Grenen Sporet og konstaterede, at allerede nu hænger der grene ind over gangbroen, som hurtigt kan blive til gene for både gående samt kørestolsbrugere.