
Kriterier for udlejning af ældreboliger
10. januar 2017 - kl. 5:24 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Socialudvalget ventes på udvalgets forestående møde i dag, den 10. januar, at tage en beslutning om kriterierne for ændring af kriterierne for udlejning af ældreboliger.
Socialudvalget har et ønske om at nedbringe antallet af ældreboliger, hvor Frederikshavn Kommune betaler såkaldt ”tomgangsleje”. Tomgangsleje opstår, når ældreboliger, som kommunen har anvisningsret til, ikke bliver udlejet. Kommunen er så forpligtet til at betale husleje til boligforeningen. Socialudvalget har på den baggrund ønsket at undersøge, hvordan kriterierne for udlejning af ældreboliger til borgere, der ikke er visiteret, kan lempes.
Hvis en borger på nuværende tidspunkt ønsker at flytte ind i en ældrebolig uden at være visiteret til boligen, gælder følgende kriterier: at man er førtids- eller folkepensionist, og at der over en 3 måneders periode i et boligområde har været 10 % eller numerisk over 5 boliger ledige.
Der er ved udgangen af september 2016 i alt 58 ledige ældreboliger i Frederikshavn Kommune, hvor der betales tomgangsleje.
Frederikshavn Kommunes ældreboliger er fordelt således i de tre hovedområder Frederikshavn, Skagen og Sæby: Skagen (inkl. Ålbæk) 157 (heraf 27 ledige), Sæby (inkl. Østervrå og Dybvad) 29 (heraf 7 ledige) samt Frederikshavn 149 (heraf 24 ledige).
Konsekvenser ved ændret personkreds
Der er forskellige muligheder for at lempe kriterierne for udlejning af ældreboliger til borgere, som ikke er visiteret til en ældrebolig.
Det er muligt at ændre personkredsen, så borgere, der ikke er pensionister, også har mulighed for at flytte ind i ledige ældreboliger uden at være visiteret. Hvis kravet om, at man skal være pensionist fjernes, kan det betyde, at beboersammensætningen i nogle områder med ældreboliger vil blive mere varieret.
Det påpeges, at det er vigtigt, at udvalget er opmærksomt på, hvordan det evt. kan påvirke borgernes opfattelse af, hvor attraktivt området er.
Der er mulighed for at nedsætte antallet af boliger, som skal være ledige i et område, før der lejes ud til ikke-visiterede borgere. Center for Social- og Sundhedsmyndighed foreslår, at kravet om, at der skal være 10 % eller 5 boliger ledige ændres, så der i stedet skal være 2 ledige boliger i et boligområde. Alternativt foreslås, at kravet helt fjernes, således at alle ledige boliger straks kan lejes ud, hvis der er borgere, der ønsker at flytte ind.
I beskrivelsen til Socialudvalget peges der desuden på, at hvis antallet af boliger sættes ned eller helt fjernes, er det vigtigt at være opmærksom på, at der kan opstå ventelister for borgere, der bliver visiteret til en ældrebolig. På nuværende tidspunkt opleves kun venteliste, hvis borgeren ønsker bolig i et bestemt område, hvor der ikke er ledige boliger.
Der er også mulighed for at kombinere de to muligheder, så man ikke længere skal være pensionist for at kunne leje en ældrebolig, samtidig med at antallet af boliger, der reserveres til visiterede borger, sættes ned.
Barrierer for større udklejning
Selvom kriterierne for udlejning af ledige ældreboliger (uden visitation) ændres, vil der stadig være forhold, der kan påvirke borgernes mulighed og evt. vilje til at flytte ind i boligerne.
Eksempler.: Ældreboligerne har typisk en relativ høj husleje, hvilket kan afholde nogle borgere fra at vælge disse boliger. Hvis en borger bliver visiteret til boligen, vil der være mulighed for at modtage en højere boligsikring. Denne mulighed er der ikke for ikke-visiterede borgere, hvilket kan give en væsentlig forskel i den endelige husleje. Set i lyset af dette er det derfor ikke muligt at vurdere, om en ændring af kriterierne vil have en effekt på antallet af ældreboliger, der bliver udlejet.
Den mindre efterspørgsel på ældreboliger skal også ses i lyset af, at der i dag bliver opført en del nyere, større og billigere ældreegnede boliger i både privat og almennyttigt regi. Borgerne har derfor forholdsvis let adgang til ældre- og handicapegnede boliger uden, at de er visiteret til en bolig.
Almenboligloven giver vide rammer for visitering til ældreboliger, og kommunen har derfor en praktisk mulighed for at visitere flere borgere til ældreboliger. Center for Social- og Sundhedsmyndighed kan dog ikke anbefale dette som en løsning, da betingelserne for borgere med og uden visitering er forskellige. Borgere, der flytter i ældrebolig uden visitering er lejere på lige fod med lejere i almene boliger.
Betingelserne for borgere, der flytter i ældrebolig med visitering, er anderledes, og det kan derfor have store økonomiske konsekvenser at øge antallet af visiteringer. Når en borger er visiteret til en ældrebolig vil en evt. ny bopælskommune have ret til refusion. Det gælder eksempelvis i forhold til personlig pleje og praktisk hjælp, som borgeren vil få brug for. Det gælder også for boligstøtte. Borgeren vil have ret til en højere boligstøtte, hvis der er tale om en visiteret bolig.
Social, sundheds- og kulturdirektøren indstiller forud for mødet, at Socialudvalget drøfter
- om de ledige boliger fortsat udelukkende lejes ud til pensionister og førtidspensionister
- kravet om at boligerne skal være ledige i en tremåneders periode fjernes
- antallet af ledige boliger skal fastholdes på de nuværende 5, være mindre eller falde helt bort
Desuden foreslås, at sagen sendes til høring i Ældrerådet og Handicaprådet, inden der træffes beslutning om evt. ændring af kriterierne.
Socialudvalget består af formand Jørgen Tousgaard (A), Pia Karlsen (V), Helle Madsen (V), Bent H. Pedersen (A), Lars Oldager (DF), Karl Falden (A) samt Irene Hjortshøj (A).
Tekst af Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kriterier for udlejning af ældreboliger' til en bekendt