Mad på bordet og en snak om asfalt

Mad på bordet og en snak om asfalt

16. januar 2017 - kl. 15:56 - af

Søndag og mandag er en række folketingspolitikere i Skagen. En af dem er Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen, som er positiv overfor ønsket om en udvidelse af Aalbæk-Skagen-vejen.

Ud af mødelokalerne og mad på bordet. Sådan er mange store kompromisser fundet og politiske beslutninger truffet. I ganske uformelle rammer. Derfor var det også oplagt for både havnedirektøren i Skagen Havn og bestyrelsesformand i FF Skagen at sætte sig til bordet med Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen søndag aften. Beslutningen der gerne skal træffes: udvidelsen af hovedvejen til Skagen.

Søndag og mandag er en række folketingspolitikere i Skagen for at blive klogere på, hvordan fiskeindustrien kan skabe endnu mere værdi af deres produkter, hvis fiskeolie fremover kan godkendes til humant brug. Nu importeres de fleste af den slags kosttilskud fra Sydamerika, selvom produkterne fra Skagen er af høj kvalitet. Men reglerne blokerer. Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre er en af dem, der er med for at lytte til erhvervslivet, men han har også en anden meget vigtig rolle at spille for havnens virksomheder. Han er nemlig en af sværvægterne blandt transportordførerne på Christiansborg og derfor en nøgleaktør for, at vejudvidelsen af hovedvejen til og fra Skagen bliver færdiggjort.

Derfor var det også oplagt for havnedirektør Willy Hansen og FF Skagens bestyrelsesformand Jens Borup at benytte de uformelle rammer under middagen søndag aften til at bringe vejudvidelsen på banen over for transportordføreren. Og responsen var positiv.

”Skagen er et godt eksempel på, at økonomisk vækst lader sig gøre i hele Danmark, hvis ellers politikerne tilvejebringer de rette rammer. Her er det vigtigt, at infrastrukturen ikke hæmmer væksten, men tværtimod fremmer den”, siger Kristian Pihl Lorentzen og tilføjer ”Jeg er derfor meget positiv over for ønsket om en udvidelse af Aalbæk-Skagen-vejen. Pengene skal selvfølgelig være der, men det er bestemt et tiltag, som vi bør se på i kredsen af transportordførere”.

Transportordføreren kendte godt til erhvervslivets udfordringer med den smalle vej fra et tidligere besøg, men nu er det i friskeste erindring, når der i løbet af 2017 skal forhandles om investeringer i veje. En søndag aften i januar bliver således endnu et skridt i retningen af, at vejudvidelsen bliver en realitet, så den efterspurgte asfalt kommer hele vejen til Skagen.

En kommentar til “Mad på bordet og en snak om asfalt” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

En kommentar til “Mad på bordet og en snak om asfalt”

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Mad på bordet og en snak om asfalt' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger