Fuldt hus i Kulturhus Kappelborg

- Vi skal bygge videre på Skagens gode historie og videreudvikle kulturhuset på den måde, siger lederen, Lars Ilum. Privatfoto.

Fuldt hus i Kulturhus Kappelborg

18. januar 2017 - kl. 17:26 - af

Efter fem år er der ikke plads til ret meget mere i kulturhuset, men vi skal fortsat udvikle os, siger husets leder, Lars Ilum.

Der er i dag – stor set – fuldt hus i Kulturhus Kappelborg, men det betyder ikke, at man blot kan sætte sig mageligt tilbage i stolen og nyde det – tværtimod.

– Huset kan være godt tilfreds med den udvikling, der på alle fronter har været i de første godt fem år. Det er et godt afsæt og det er inspiration til fortsat udvikling og fornyelse, siger husets leder, Lars Ilum.

– For ganske vist kan huset, som det er nu, ikke rumme væsentlig flere arrangementer og aktiviteter, men der er nærmest utallige muligheder for udvikling på andre måder. Vi kan eller rettere skal favne bredere, være nyskabende, være udfordrende både når det gælder kunstneriske og kulturelle tilbud og aktiviteter og når det gælder publikum.

Med afsæt i historien

– Skagen er et fantastisk samfund med en lang historie, som der hver dag skrives videre på, og kulturhuset er allerede blevet en vigtig del af denne historie – og det er her, vi skal udvikle os.

– Vi skal blive endnu vigtigere for samfundet – for de mennesker, der bor i Skagen, og vi skal være med til at gøre det endnu mere interessant for folk udefra at komme til Skagen for både at opleve historien, hvad enten det nu er historien og den fantastiske natur, historien om især fiskeriet og dets udvikling, og historien om kunsten.

– Vi skal tage afsæt i historien og skrive videre på den, bygge oven på den.

– Det kan vi, fordi kulturhuset har de nødvendige rammer, så vi i samarbejde med de mange foreninger og andre, for eksempel musikskolen og biblioteket, som er en del af huset, og byens to skoler kan samarbejde om arrangementer med højt kvalificerede aktører udefra.

– Vi har allerede haft en del sådanne aktiviteter med blandt andre musikere, dansere og ny-cirkus, og det er et område, hvor der er rigtig mange muligheder.

Samarbejde med hoteller

– Jeg håber også at vi kan begynde at skabe arrangementer i samarbejde med overnatningsstederne i Skagen i de måneder af året, hvor der ikke er overfyldt på hotellerne i forvejen.

– Jeg kan godt forestille med, at der i kulturhuset kan være teaterforestillinger, musikalske arrangementer og kunstrelaterede arrangementer, der kan indgå i en form for pakke-tilbud om en weekend eller en forlænget weekend i Skagen.

– Det er noget, jeg håber vi kan begynde på allerede senere i år, siger Lars Ilum.

Det er ikke blot skagboer, der kommer i kulturhuset.

– Vi kan se, at der faktisk kommer rigtig mange turister til de arrangementer, der er i kulturhuset, og i biografen, og vi har netop fået vores første økonomisk set væsentlige sponsor udenbys fra.

– Den støtte er vigtig, fordi den økonomisk gør det muligt at få dyrere kunstnere til Skagen, men det er også vigtigt, fordi det viser, at vi som kulturhus kan være med til at trække endnu flere gæster til Skagen.

Gæstebolig

– Kulturhuset er på en måde færdigbygget, men jeg kunne godt tænke mig, at vi fik mulighed for at indrette en gæstebolig. Den skal være et tilbud til en udøvende kunstner, musiker eller anden kulturel aktiv person om at bo i Skagen en periode og under opholdet arbejde sammen med lokale aktører.

Som en slags betaling for opholdet skal vedkommende så stå bag en aktivitet, et arrangement, et kunstværk eller noget andet, der har værdi for byen og dens borgere, siger Lars Ilum.

Skaterbanen

Der er også et andet ”byggeri,” som endnu mangler på Kappelborg.

– Det er den sidste del af skaterbanen på pladsen ud mod Skolevej.

– Takket være donationer fra en række fonde og lokale sponsorer har vi i dag næsten hele beløbet til den store skaterbane. Vi kunne godt bruge lidt flere penge – og det gerne fra lokale, som vil støtte Kappelborg, men vi har så mange penge til banen, at vi går i jorden i marts eller april lidt afhængig af, hvad vejret tillader.

– Den store legeplads og skaterbanen er vigtige dele af det samlede kulturhus, og begge dele har rigtig mange brugere. Jeg håber, at vi snart får mulighed for at ansætte en ung kulturmedarbejder der kan være med til at skabe en god forbindelse mellem aktiviteterne på skaterbanen og aktiviteterne i den øvrige del af kulturhuset, for selv om vi har kontakt til mange unge via for eksempel skolerne, er de unge stadig den gruppe, vi har dårligst kontakt til.

Den seneste nyskabelse på Kappelborg er en parabolantenne, som umiddelbart kan bruges af Skagen Bio til at vise direkte transmissioner fra opera- og teaterforestillinger, men der er også mange andre muligheder, og dem skal vi nu til at undersøge nærmere, siger Lars Ilum.

Kulturhus Kappelborg blev indviet i slutningen af august i 2011, og Lars Ilum tiltrådte som husets leder 1. november samme år.

– De første par måneder gik med at huset, jeg og de første brugere lige skulle finde os tilrette, så det var først fra omkring årsskiftet 2011-2012, Kappelborg for alvor var et aktivt kulturhus.

Over 160.000 besøgende

– Vi begyndte i det små, men der har været en helt fantastisk udvikling i løbet af de fem år.

– Det første hele år havde vi for eksempel et billetsalg til arrangementer på 25.000 kroner. I 2016 passerer vi en billetindtægt på 1.250.000 kr. Det seneste år har vi haft flere end 160.000 besøgende i huset, og der har været flere end 14.000 betalende gæster til arrangementer i huset.

– Vi har godt en snes gavmilde sponsorer, og vi har en venneforening med godt 120 medlemmer, hvoraf mange er frivillige hjælpere.

– Blandt sponsorerne er både foreningen af deltidsskagboer og Foreningen til udvikling af Skagen levende Byrum, og mange lokale virksomheder, og det er en støtte vi er umådeligt glade for.

– Sponsorstøtte er nødvendig, for den gør det muligt for os at lægge vægt på kvalitet.

– Men uden at forklejne sponsorerne vil jeg også godt sige, at den bedste støtte, man kan give Kappelborg, er at købe billetter til arrangementer i huset, siger Lars Ilum.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Fuldt hus i Kulturhus Kappelborg' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger