
Åben hukommelsesrådgivning
21. januar 2017 - kl. 8:01 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Åben hukommelsesrådgivning er for borgere og pårørende, der har problemer med hukommelsen eller andre forandringer, der giver mistanke om sygdom i hjernen.
Frederikshavn kommune har startet et nyt tiltag, som er inspireret af regeringens nye demenshandleplan: Åben Hukommelsesrådgivning.
Rådgivningen retter sig mod pårørende og borgere, der har problemer med hukommelsen eller andre forandringer, der giver mistanke om sygdom i hjernen.
Alle kan frit henvende sig i Hukommelsesrådgivningen og få en uforpligtende snak med en fagperson, samt få vejledning om, hvornår man bør søge hjælp og hvilken form for hjælp, det er muligt at få.
Hukommelsesrådgivningen finder sted i Ingeborghus, Ingeborgvej 2 i Frederikshavn og har åbent hver torsdag kl 15 – 16. Rådgivningen drives af kommunens demenskoordinatorer, der på skift vil være til stede i åbningstiden.
”Problemer med hukommelsen samt ændring af adfærd kan være de første tegn på sygdom i hjernen men behøver ikke nødvendigvis at være det” udtaler Trine Olesen, der er leder af kommunens demensteam. ”Mange andre tilstande som stress, depression eller vitaminmangel kan også være årsagen. Men det kan også være tegn på en begyndende demenssygdom. Uanset hvad er det vigtigt at få undersøgt årsagen og få den behandlet” understreger Trine Olesen.
Ifølge regeringens nye demenshandleplan vil antallet af mennesker med demenssygdomme stige de kommende år og derfor opruster Frederikshavn Kommune på demensområdet. Senest åbningen af Ingeborghus – et dagtilbud med mulighed for forskellige former for træning, der kan forhale udviklingen af en demenssygdom. Det er vigtigt, at træningen starter så tidligt i forløbet som muligt, og derfor er det ingen betingelse, at der er stillet en demensdiagnose for at komme med på et træningshold.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Åben hukommelsesrådgivning' til en bekendt