Kystlivredning ved Skagen og Frederikshavn

Kystlivredning ved Skagen og Frederikshavn

28. januar 2017 - kl. 6:54 - af

En forlængelse af Trygfondens Kystlivredning på Palmestranden i det nordlige Frederikshavn er på dagsordenen, når Teknisk Udvalg holder næste ordinære møde mandag den 30. januar.

Det skyldes, at kommunens 5-årige samarbejdsaftale med Trygfondens Kystlivredning er udløbet med udgangen af 2016. Trygfonden Kystlivredning har tilkendegivet, at man gerne vil forlænge samarbejdet i en ny treårig periode. Den 3-årige forlængelse er synkroniseret sådan, at kontrakten om livredning på Sønderstrand i Skagen også kan genforhandles samtidig, når den udløber i 2019.

Trygfonden Kystlivredning stiller vederlagsfrit bemandet livreddertårn til rådighed i skolernes sommerferie mod, at kommunen stiller overnatning og håndtering af livreddertårn til rådighed. Denne omkostning beløber sig til 20.000 kr. pr. år i kontraktperioden.

Aktionstallene for Palmestranden 2016 indikerer, at der fortsat er behov for livredning på Palmestranden. I løbet af sæsonen var der i alt 1432 aktioner gående fra almindelig førstehjælp, eftersøgning af personer, samt almindelig oplysning om badesikkerhed. Til sammenligning var der 1170 aktioner for Sønderstrand i Skagen.

Af dagsordenen fremgår der ikke planer om kystlivredning ved kysterne ud for Sæby.

Kommunaldirektøren indstiller forud for mødet, at Teknisk Udvalg godkender forlængelse af samarbejdsaftale med Trygfonden Kystlivredning til 20.000 kr. pr. år i kontraktperioden fra Teknisk Udvalgs dispositionspulje.

 

Tekst af Per Rye

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Kystlivredning ved Skagen og Frederikshavn' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger