
Dancemix gik Samba-Nanas
8. februar 2017 - kl. 10:21 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I den forgangne weekend har et af Skagen Gymnastikforenings dansehold ligget i træningslejr, i Skagen Kultur- og Fritidscenter ( SKFC ). Det er DANCEMIX, som har 35 dansere med fra 8 til 14 år. I SKFC bor vi under lejrskolelignende forhold. Vi sover i køjesenge, og Hallens køkken serverer varmt aftensmad, samt morgenkomplet med frugt, så vi kan klare de mange timers træning. Vores primære opgave er, at blive klar til forårets opvisninger rundt omkring i Nordjylland, og særligt til den store Skagens-Opvisning den 11. marts.
Lørdag var der også en overraskelse til pigerne. Vi fik besøg af Anne Sofie fra sambagruppen Musas do Samba, som er næsten professionelle sambadansere fra Aalborg. Gruppen består af 7 flotte piger, som kan bookes til næsten alle former for arrangementer, og laver både shows og sambaworkshops. De er kendt fra Dansens Dag i Skagen, Aalborg Karneval, de store karnevals i Tyskland og endda ture til Karneval i Rio. Anne Sofie havde medbragt et udvalg af dragter med tilbehør, som var enten hjemmesyet, eller f.eks. købt i Rio. Vi var alle med i en danseworkshop, hvor vi fik brugt nogle muskler, vi ikke vidste vi havde. Så fik vi en forsmag på et sambashow. Anne Sofie demonstrerede, at det faktisk er muligt at komme i form på 1 kvadratmeter, oven i købet iført høje hæle.
Efter en svedig eftermiddag og indtagelse af aftensmad, blev pigerne kommanderet i bad, og blev bedt om efterfølgende at stille i salen, iført nattøj. Vi havde nu opsat Skagens Største Skønhedssalon. Fra vores samarbejdspartner MATAS fik vi leveret et lille udvalg af makeup. Dagens 2. overraskelse hed Lisa, som er indehaver af Salon Fashion. Lisa har selv 2 tvillingepiger som er med på holdet, så hun valgte, at bruge 2 timer lørdag aften, på at hjælpe med i opsætning af hår m.m. Resten af holdet kunne nu sætte hår, samt sminke hinanden, med hjælp fra holdets 3 instruktører Olivia, Silja og Sofie. Forældrene havde leveret hvad der mindede om et sønderjysk kagebord, så der var god hygge. Aftenen sluttede med maratondans, hvor de sidste 3 par nægtede at give op. Vi valgte hver halve time at fylde vand på deltagerne, men måtte afbryde efter halvanden times uafbrudt dans til den vildeste teknomusik, da det var tid til at komme i køjerne.
Efter en nat i køjerne, var der morgenvækning kl. 07:00, med henblik på morgenspisning kl. 08:00. Pigerne fik lov til, at indtage morgenmad i nattøj, det var nu også hyggeligt. Søndagen stod på 7 timers træning, inden de afhentende forældre, fik en lille forsmag, på hvad vi har øvet. Det er før sket, at de første piger falder i søvn i bilen, allerede på vej hjem fra Hallen.
Skagen Gymnastikforening GF76 afvikler lørdag den 11. marts den store Gymnastikopvisning i Skagen Kultur- og Fritidscenter, og mon ikke DANCEMIX giver et lille bud på de populære sambarytmer.
På vegne af Instruktør-gruppen for DANCEMIX PIGER 8-14 ÅR.
Fotos: Allan Jensen
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dancemix gik Samba-Nanas' til en bekendt