Raul Must sender VEB i DM-semifinalerne

Raul Must sender VEB i DM-semifinalerne

8. februar 2017 - kl. 8:09 - af

Vendsyssel Elite Badminton er for kun tredje gang i klubbens historie videre til DM-semifinalerne. Det blev en kendsgerning, da returkampen mod Odense endte 3-3. VEB vandt 4-2 i Odense og går derfor videre.

Raul Must havde nerverne i orden i den sidste og afgørende kamp for øjnene af omkring 550 begejstrede tilskuere i Arena Nord. Esteren vandt 21-10, 21-11 over Frederik Kirkedal. Stærkt gået af Raul Must efter at fynboerne havde vendt 1-2 til en føring
på 3-2.

– Nu vil vi i DM-finalen, jublede Raul Must efter sin sejr.

Den anden kvartfinale mellem VEB og Odense begyndte som ventet med en sejr til hvert hold. Den nykårede danmarksmester Maiken Fruergaard og Camilla Martens bragte Odense foran 1-0 ved at vinde 21-9, 21-14 over Emma Wengberg og den 15-årige debutant Sophia Grundtvig. Sidstnævnte slap fint fra opgøret mod de stærke fynboer – godt støttet af den rutinerede svensker.

På banen ved siden havde ubesejrede Beiwen Zhang noget større problemer end ventet mod finnen Airi Mikkela. Amerikaneren spillede langt fra op til sit bedste, men vandt trods alt 21-19, 21-14.

Det blev også 2-1 til VEB, da Zvonimir Durkinjak og den dobbelte DM-bronzevinder Lasse Mølhede besejrede Paw Eriksen og Mads Thøgersen med 21-14, 21-6. Da samtidig Maria Helsbøl og Jacco Arends vandt første sæt over Sara Thygesen og Frederik Søgaard, begyndte det pludselig at ligne en hurtig afgørelse i Arena Nord.

Men den dobbelte danske mester Sara Thygesen og især Frederik Søgaard rejste sig, og Odense-spillerne udlignede til 2-2 med en sejr på 13-21, 21-16, 21-18. Mixdoublen var klart aftenens mest velspillede. Flot af Jacco Arends, som gjorde comeback efter sin lange skadespause. Og Maria Helsbøl er altså bare en fornøjelse at se i aktion.

Nu var det op til Victor Svendsen at sende VEB i semifinalerne, men han ramte slet ikke dagen. Ligesom i sidste uge ved DM ville benene ikke flytte sig i det nødvendige tempo, og derfor tabte VEB-spilleren skufende 19-21, 14-21 til Steffen Rasmussen.

Odense-lejren kunne pludselig fornemme, at de havde chancen. Raul Must, som inden denne sæson skiftede til VEB efter tre sæsoner i Odense, er ikke kendt som spilleren med de stærkeste nerver, men tirsdag aften var der ingen slinger i valsen.

– Det var dejligt at spille. Jeg havde troet, at jeg var mere nervøs, men jeg nød det faktisk. Tidligere havde jeg typisk tabt sådan nogle afgørende kampe, erkendte den glad matchvinder efter sin sejr, som altså betyder, at VEB er videre til semifinalerne.

Det samme er Skovshoved og Team Skælskør-Slagelse. Det sidste hold bliver enten Solrød eller Værløse. Skovshoved vælger semifinalemodstander 22. februar. Valget står mellem Team Skælskør-Slagelse eller Solrød/Værløse.

Semifinalerne afgøres i bedst af to kampe. VEB spiller ude tirsdag 21. marts og hjemme torsdag 23. marts.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Raul Must sender VEB i DM-semifinalerne' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger