
De tre hovedrolleindehavere, Ricardo Darín, Javier Cámara og Dolores Fonzi, sammen i en scene fra filmen.
Spansk film om venskab i SeniorBio
11. februar 2017 - kl. 6:00 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Tragi-komisk er nok den rette betegnelse for den film, der vises i SeniorBio i marts.
Det er filmen Truman – Venner for Livet, der er det nyeste rørende spanske drama fra instruktør Cesc Gay.
Filmen handler om Tomás, som er bosat i Canada.
Tomás tager som en overraskelse til Madrid for at besøge sin bedste og ældste ven Julián, som bor sammen med sin trofaste følgesvend – hunden Truman.
Julián er imidlertid en stålsat mand, der ved, hvad han vil, så det pludselige gensyn med Tomas bliver ikke helt gnidningsløst. Sammen begiver de sig ud på en emotionel rejse over fire dage, hvor deres venskab, fælles historie, alder – og afslutningen på livet – kommer i højsædet.
Der går ikke længe, inden de befinder sig i situationer, som nok er følelsesmæssigt overvældende, men som samtidig også skaber minder for livet.
Den tragikomiske historie sætter fokus på venskabet, og på hvordan det bringer både glædelige og sørgelige stunder med sig.
Og hvordan afsluttes et besøg – og et helt liv sammen – på bedste vis, når man ved, det er sidste gang, man ses?
De to bedste venner, Julián og Tomás, spilles af de prisvindende skuespillere Ricardo Darín og Javier Cámara. De får følgeskab af den også prisvindende Dolores Fonzi i rollen som Juliáns kusine, Paula.
Billetter til filmen kan købes eller reserveres fra på mandag, 13. februar. Filmen vises 7., 8. og 9. marts. Alle tre dage er det kl. 10.30, og som altid i SeniorBio, er der en let frokostanretning på Jakobs Café med i billetprisen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Spansk film om venskab i SeniorBio' til en bekendt