
Nordjyske Bank i Skagen fik 275 nye kunder i 2016
17. februar 2017 - kl. 7:21 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Nordjyske Banks afdeling i Skagen har det seneste år oplevet en massiv kundetilgang. Antallet af nye kunder i 2016 overgik det forrige års med mere end 10 procent. En udvikling, der dels kan tilskrives fusionen i 2015 og dels en bredere og mere kundetilpasset produktpalette, mener afdelingsdirektør Allan Kastor Andersen.
2016 var et godt år for Nordjyske Banks afdeling i Skagen. Afdelingen kan nemlig se tilbage på et år, hvor kundetilgangen har været væsentlig større end tidligere. Helt præcis fik filialen 275 nye kunder, hvilket er en stigning på intet mindre end 10 procent sammenlignet med året før. Det er en udvikling, som især afdelingens direktør Allan Kastor Andersen glæder sig over:
– Vi er meget tilfredse med udviklingen i vores afdeling, som i høj grad skyldes den vellykkede fusion fra 2015. Målsætningen var at etablere en endnu stærkere nordjysk lokalbank, og det høster vi nu for alvor frugterne af, fortæller Nordjyske Banks afdelingsdirektør i Skagen, Allan Kastor Andersen.
Nordjyske Bank fusionerede i januar 2015 med Nørresundby Bank. Siden har banken arbejdet med at blive en endnu bedre lokalbank, og der er noget, der tyder på, at det er lykkedes:
– Siden fusionen har alle arbejdet målrettet med at gøre det endnu mere attraktivt at være kunde i Nordjyske Bank, og det ser vi i den grad resultater af nu. Vi har fået det bedste ud af de muligheder, fusionen har givet os, siger Allan Kastor Andersen.
Han fremhæver supplerende, at Nordjyske Bank netop er blevet kåret til det fortrukne nordjyske pengeinstitut i den årlige undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Voxmeter. Her placerede banken sig højest på listen, hvis man sammenligner med de øvrige nordjyske banker og på en tredjeplads sammenlignet med alle landets banker.
Kundetilpassede løsninger
Udviklingen skal også ses i lyset af, at banken har udvidet produktpaletten med blandt andet Nordjyske Prioritet, som især er attraktiv for boligkøbere:
– Den høje kundetilgang er selvfølgelig også et udtryk for, at vi kan tilbyde produkter, der står væsentlig skarpere end før. Sidste år lancerede vi blandt andet boliglånet Nordjyske Prioritet som alternativ til de traditionelle realkreditlån, hvor man kan låne op til 80 procent af boligkøbet til en lav rente. Og det kan sagtens tænkes at have været tungen på vægtskålen i valget af bank for eksempelvis de mange tilflyttere, slutter han.
Nordjyske Bank i Skagen har samlet set fået 524 nye kunder siden fusionen, og i banken er der stor tiltro til, at det tal vil vokse markant over de næste år.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nordjyske Bank i Skagen fik 275 nye kunder i 2016' til en bekendt