
Kommunen vil effektivisere håndteringen af borgernes medicin
28. februar 2017 - kl. 6:44 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Kommune er én af ni nordjyske kommuner, som deltager i NOPII-samarbejdet om effektivisering af medicinhåndtering. NOPII står for ”Nordjysk Platform for Innovative Indkøb”, og de øvrige deltagende kommuner er Aalborg, Vesthimmerland, Hjørring, Jammerbugt, Brønderslev, Thisted, Rebild, og Mariagerfjord.
Projektets formål er at udvikle en tværkommunal model for innovative indsatser på ældre-, sundheds- og handicapområdet. Udbudsmaterialet er nu offentliggjort og har til formål at gennemføre et innovativt indkøb på løsninger til medicinhåndtering. Det er en stor opgave for medarbejderne at manuelt dosere medicin til kommunens borgere. De ni nordjyske kommuner estimerer, at den årlige udgift til håndtering af medicin er 158 mio. kr. Se materiale her.
Kommunerne har i udbudsmaterialet lavet en grundig beskrivelse af medicinhåndteringsområdet. Kommunerne skal sammen med en virksomhed indgå i et samarbejde om at færdigudvikle en medicinhåndteringsløsning, som kan øge sikkerheden og effektivisere håndteringen af medicin til borgerne. Samtidig er det et krav, at løsningen kan skabe mere tryghed og øge borgernes livskvalitet ved at gøre dem mindre afhængige af hjælp til at håndtere deres medicin. Løsningen skal med andre ord kunne klare håndteringen af medicin både bedre og billigere end i dag, samt skabe større sikkerhed og tryghed for borgerne.
“Det er spændende for os som kommune at deltage i tværkommunalt projekt, hvor vi har mulighed for at få indflydelse og for at følge hele processen fra start til slut. Jeg håber på, at projektet resulterer i et færdigt produkt, som er til stor gavn for vores borgere og vores plejepersonale i Frederikshavn Kommune”, udtaler Sundhedskonsulent Birgitte Kvist, som er Frederikshavn Kommunes repræsentant i projektet.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kommunen vil effektivisere håndteringen af borgernes medicin' til en bekendt