Ombygning af Krøyersvej 10

Ombygning af Krøyersvej 10

6. marts 2017 - kl. 14:17 - af

Ombygning af ejendom, Krøyersvej 10, 9990 Skagen er et punkt på dagsordenen for næste møde i Plan- og Miljøudvalget i morgen, tirsdag.

Frederikshavn Kommunes Center for Teknik og Miljø har modtaget en ansøgning om delvis nedrivning og renovering af tidligere driftsbygninger og ombygning til boligformål samt opførelse af et nyt dobbelthus på ejendommen Raaberggård, Krøyersvej 10 i Skagen.

Det indsendte projekt er en viderebearbejdelse af et ombygningsprojekt, som blev behandlet af Plan- og miljøudvalget den 21. juni 2010, som indebar, at der kunne indrettes 7 boliger på ejendommen, og at ejendommen kunne udstykkes i 5 grunde med et areal på 210-260 m², 2 grunde på hver 375 m², og et fællesgård/vej areal på 850 m².

Ejendommen har et grundareal på 2.742 m² og består i dag af et stuehus, som er opdelt i to lejligheder med et samlet etageareal på 284 m², en lade mod øst med et bebygget areal på 118 m² samt en staldbygning mod nordøst med et bebygget areal på 273 m².

Ejendommen er omfattet af Lokalplan fra april 2010 for et boligområde ved Vesterby. Lokalplanen har bl.a. til formål at beskytte kulturmiljøet og sikre kvalitet og æstetik i bymiljøet, at sikre at eksisterende og ny bebyggelse fremtræder i harmoni med hinanden og den bymæssige karakter. Det fremgår af lokalplanens anvendelsesbestemmelser, at området kun må anvendes til åben-lav bebyggelse. Alle bygninger er optaget som bevaringsværdige i lokalplan.

Projektet har været i naboorientering ved 24 høringsparter, hvoraf der indkom 6 bemærkninger. De indsendte bemærkninger omhandler bl.a., at projektet vurderes at være i strid med lokalplanens formåls- og anvendelsesbestemmelser, og at det vil skabe præcedens i området og medføre en forøgelse af trafikken.

Det kommunale fagcenters vurdering er, at området Vesterby, hvori Raaberggård liggeri, er et unikt bymiljø med små og store ejendomme, som varierer i grundstørrelser fra 236 m² og op. De små ejendomme er resultatet af tidligere udstykninger, hvor der er sket opdeling af boliger med lodret skel.

Ejendommen ”Raaberggård” er en helt særegen ejendom med en af de oprindelige gårde i område, hvor gårdmiljøets helt særlige karakter adskiller sig fra de øvrige boligejendomme i området. Projektet vurderes at være en konstruktiv bearbejdning af det projekt, Plan- og Miljøudvalget tidligere har principgodkendt, og gennemføres for at fastholde ejendommens bevaringsværdige gårdmiljø.

Projektet medfører, at der skal gives tilladelse til nedrivning af en bevaringsværdig staldbygning, idet bygningen ikke er i en stand, så den kan indrettes til tidssvarende boliger. Bygningen genopføres med et bygningsudtryk, der er tilpasset de gamle bygningers arkitektur og proportionalitet, så gårdmiljøet bevares. Ejendommens gårdmiljø bliver yderligere forstærket, idet der opføres endnu en bygningslænge mod vest. Byggeriet tager hensyn til den bymæssige karakter i området og lokalplanens bevaringshensyn. Da der er tale om et særegent gårdmiljø, vurderes det ikke, at projektet vil skabe præcedens for området.

Da bebyggelsesprocenten og det bebyggede areal for ejendommen som helhed ikke overstiger, hvad lokalplanen giver mulighed for, vurderes det ansøgte ikke at medføre en fortætning af området.

Kommunaldirektøren indstiller, at Plan- og Miljøudvalget godkender det ansøgte projekt med de påkrævede dispensationer, og at der tinglyses deklaration, som sikrer, at der ikke kan opføres yderligere bygninger på ejendommen.

 

Vil man læse mere udførligt om de nødvendige dispensationer, kan dette link benyttes:

http://frederikshavn.dk/meetings/Plan-%20og%20Milj%C3%B8udvalget%20(%C3%85ben)/2017/07-03-17/0Dagsorden%20samlet%20-%20%C3%85ben.pdf

hvorefter der scrolles til side 35 og fremefter. Projektbeskrivelse, tegninger, høringsnotat, indsigelser m.v. er at finde via samme link på siderne 487-539.

Også for ejendommen Krøyersvej 11 er der byggeplaner. Her kan tilsvarende tegninger, ansøgninger og indsigelser m.v. læses på siderne 406-436.

 

Tekst af Per Rye

 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ombygning af Krøyersvej 10' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger