
Peder Kristiansen.
Klar melding fra Socialdemokraterne i Skagen:
7. marts 2017 - kl. 9:51 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
– Vi glæder os til valgene i november.
Tirsdag den 28. februar afholdt Socialdemokraterne i Skagen ordinær generalforsamling i Skagen Kultur og Fritidscenter.
Formand Peder K. Kristiansen aflagde beretning over det forgangne års aktiviteter og arrangementer, og roste samarbejdet med de socialdemokratiske partiforeninger i Frederikshavn og Sæby, hvor man trækker på samme hammel og står sammen om at bakker op om de lokalt valgte politikere til både byråd, regionsråd og folketing.
Borgmester Birgit Hansen fortalte om de politiske resultater på kommuneniveau – med særligt fokus på vigtige sager i Skagen. Hun blev suppleret af de tre lokal valgte socialdemokrater Bjarne Kvist, Erik Kyed Trolle og Irene Hjortshøj. Birgit Hansen berettede om den økonomiske genopretning og om vigtigheden af at søge det brede samarbejde i byrådet, hvilket også ses af at det for 3 år i træk er lykkes at samle næsten alle byrådets partier bag årets budgetaftale. Herudover blev havnen, krydstogt, skolemarken, Skagen Kultur og Fritidscenter, 2+1 vej mellem Ålbæk og Skagen, fiskeriet, turismen, skolepolitikken, kystsikring, Grenensporet, Det Grå Fyr og mange andre emner diskuteret. Men også nogle af dilemmaerne blev debatteret, såsom markiser og støj i Havnegade.
Folketingsmedlem Bjarne Laustsen fortalte om det forgangne års arbejde i folketinget, og her blev især kystsikring diskuteret. Fra flere sider bliver der arbejdet på gode løsninger, men det er vigtigt at have blik for at den lokale kystbeskyttelse ikke laves på sådanne måder at problemerne bare skubbes andre steder hen. Bjarne Laustsen kom også ind på betydningen af Storbritanniens exit fra EU, udfordringerne når private plejefirmaer går konkurs og sikring af lokale arbejdspladser indenfor forsvaret og beredskabet.
Regionsrådsmedlem Ejner Guldager orienterede om arbejdet i regionen, og her blev især lægesituationen og akutberedskabet diskuteret. Det at sikre god og hurtig hjælp til alle, uanset hvor man bor, er et område som optager Regionsrådet meget, og der arbejdes hele tiden på at sikre den bedste mulige akutdækning i hele regionen.
Formanden og bestyrelsen blev alle genvalgt, og både i forhold til økonomi og medlemstal er der fremgang, så meldingen fra Socialdemokraterne i Skagen er klar: ”Vi glæder os til 2017 og til valgene til By- og Regionsråd i november”.
En kommentar til “Klar melding fra Socialdemokraterne i Skagen:” under annoncerne.
Dejlig læsning. Nu er det parti, der kan og vil tage ansvar, klar til efterårets valg.
Det bliver spændende at følge med i, hvilke gode resultater der bliver skabt, de næste fire år, med et stærkerer Socialdemokrati, ved roret.