Café Skagen bliver lidt forsinket
10. marts 2017 - kl. 14:42 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
”Vi kan ikke nå at være klar til den store åbning før Skærtorsdag den 13. april 2017 kl. 10:00, idet de nye vinduer og døren ud til perronen først kan leveres 6.-7. april” udtaler Christian Lindahl.
Håndværkerne ligger vandret for at nå det hele og det ser fint ud. Køkkenet har fået nogle helt specielle fliser, som er udgået, så disse er de absolut sidste, som Huset Holst kunne skaffe fra lager og Lars kunne hente hjemme i privaten!
Væggene males efter samme princip, som Museet har brugt i udstillingen Focus: Find en farve i maleriet og mal væggen i denne baggrund. Christian Lindahl udstiller sin samling af malerier fra Skagens Havn med fiskerkuttere malet af Aage Bernhard-Frederiksen (1883-1963, begravet i Højen kirkegård). Derfor bliver væggene malet blå. Og ovenover en solskins farve.
Udenfor er der gravet en kæmpe fedtudskille ned, så kloakvandet ikke bliver forurenet med fedt fra køkkenet. Ligeledes monteres fedt- og lugtfiltre på udsugningen fra køkkenet samt en spreder, så lugtgener undgås.
Om alt går efter planerne regner Christian med 20 udendørs siddepladser og 16 indendørs pladser og hertil kommer mulighed for ca. 6-8 ståpladser.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Café Skagen bliver lidt forsinket' til en bekendt