ForårsRevyen har gjort det igen

ForårsRevyen har gjort det igen

11. marts 2017 - kl. 7:15 - af

Nordmænd på skrump og spillemænd med hæmorider i Nordjylland. Det er ikke småting, man oplever som publikum til ”Forårsrevyen 2017, Stadig på toppen.” Og revyen ér på toppen igen igen. Vores udsendte medarbejder bliver nødt til at smide den nordjyske afdæmpede facon og rose revyen helt op til skyerne.

Lad os starte med rammerne – sikke et set-up. Hvis man ikke lige ved det i forvejen, så er det ikke til at se, at man sidder midt på en badmintonbane. Det er virkelig hyggeligt i hallen på Hotel og feriecenter Skagen Strand. Bordene er fint pyntede og det emmer af fest og premiere. Hele set-uppet er super professionelt med lys, lyd og skiftende baggrund, rekvisitter og god akustik

Fra de første takter fra det fire mand M/K store og yderst velspillende orkester, bliver man opslugt af skøn musik, dans, sang, morsomheder og stikpiller fra skarpladte tekster. Skuespillerne, tre herrer og tre kvinder, udstråler fællesskab, energi og en glæde, der når langt ud over scenekanten.

Med respekt for de andre numre, bliver jeg først og fremmest nødt til at fremhæve Lisbeth Lykkegaard i nummeret ”En lejlighedsvise” af Leif Maibom og Thomas Pakula. På imponerende vis spiller og synger Lisbet fem meget forskellige roller.  Underholdende kræs for øregangen.  

En muslimsk fodboldtræner får i Dan Christensens skikkelse latteren til at rulle, når han forbyder spillerne at pifte efter pigerne i de nye burka-spillerdragter.
Et pensionistpar får en ordentlig en på opleveren, når de ved et uheld kommer til at tage på bustur med en gymnasieklasse. Dorthe Pedersen og Mads Thomsen er meget overbevisende i deres livtag med ungdommens udskejelser.

Der er også morsomt gensyn med et par gamle kendinge.
Anna Marie Thusgaards lyserøde dulle er ved at dåne over den lækre nye amerikanske præsident Men selv med ros og forgudelse kan en naiv dulle spidde verden ”bedste” præsident.
Per Kjærsgaard Nielsen sørger for lidt godt at se på til kvinderne. Selveste borgmesteren er faldet for pizzamanden med den lækre krop… Per skriver selv sin tekst og har virkelig fundet frem til en type, de færreste kan lade være med at både at grine af og holde af.

Revy er ikke kun tant og fjas. Et enkelt nummer er et meget modigt valg af holdet bag revyen. Nummeret er så stærkt og barsk, at publikum ikke ved, om de overhovedet skal klappe.  

Tiden løber i godt selskab. Aftenen er pludselig ovre. Tak til ForårsRevyen – ikke bare for én aften, men for 35 år i godt selskab. I har gjort det igen, virkelig leveret varen. Nu håber vi, I fortsætter endnu 35 år med at levere topunderholdning.

4 ud af 6 forestillinger er nu udsolgte. Vil du være heldig at skaffe nogle af de sidste billetter, er der stadig få tilbage onsdag 15. og torsdag 16. marts.
Se mere på www.aalbaeksjoew.dk

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'ForårsRevyen har gjort det igen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger