
Foto: Piet Simonsen.
180.000 husejere fyrer for gråspurvene
12. marts 2017 - kl. 7:22 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Ca. hver tredje bolig er i en energimæssig dårlig stand, viser ny analyse. Men det kan der gøres noget ved. For hver klasse et hus rykker op i energimærke, kan salgsprisen i snit forøges med 50.000 kr.
De fleste af os danskere bor i gamle huse fra en tid, hvor man ikke tænkte på al den energi, der gik til spilde. I dag er der et øget fokus på energieffektivitet, og 500.000 boliger er energimærkede. Alligevel er omkring hver tredje bolig, eller 182.000 boliger, i en energimæssig dårlig stand, som ifølge en analyse er energimærke E, F eller G, viser tal fra Dansk Byggeri i en helt ny rapport ’Byggeriets Energianalyse 2017’.
I analysen står der, at der er behov for, at ’størstedelen af den eksisterende bygningsmasse enten skal renoveres eller rives ned frem til 2050’. Dansk Byggeri slår fast, at problemet er de ældre bygninger, som de man skønner, at der er omkring 1,2 millioner af i Danmark. Det skriver Politiken.
Hvis du som boligejer vil forøge salgsprisen på dit hus, er det værd at læse videre her:
Der er nemlig cirka 50.000 kroner at hente for hvert energimærke, som bliver forbedret. Et hus med G-mærket, der forbedres med to klasser til E-mærket, kan sælges for 113.000 kroner mere end før renoveringen, viser en rapport fra Copenhagen Economics fra 2015. Den stigende salgspris er omregnet, så tallene svarer til et hus på 100 kvadratmeter, og skal ses i forhold til et hus med det mindst energivenlige mærke.
”Det handler om investeringen kontra den tid, man vil bo et sted. Ofte er det sådan, at hvis energimærket er dårligt, kan en mindre investering forbedre mærket med det samme,” siger Benny Hebsgaard, der er energirådgiver hos energiselskabet NRGI til Politiken.
Som eksempel nævner han, at det er lettest at rykke en tak op ad energimærkeskalaen, hvis der er tale om basale forbedringer: loftsisolering, udskiftning af vinduer eller at investere i en ny cirkulationspumpe.
Hvis man i stedet overvejer at isolere husets tag, gør han opmærksom på, at det ikke nytter, at man planlægger at fraflytte med det samme.
Ifølge ejendomsmæglerkæden Home har boligkøberne meget fokus på husets energimærke, men det er ikke det mest afgørende.
”Men det er vigtigt for køberne, fordi en sparet krone på varmeregningen kan bruges til at købe mere og bedre hus for,” siger Mads Ellegaard, relationschef i Home.
Og så giver energiforbedringer som regel også en bedre komfort og et bedre indeklima i huset, understreger Home-chefen.
Ifølge ’Byggeriets Energianalyse 2017’ har energimærket, som skal annoncers i forbindelse med et salg, i høj grad betydning for ca. hver femte boligkøber.
Home, Dansk Byggeri samt Curt Liliegreen, boligøkonom og direktør ved Boligøkonomisk Videnscenter, vurderer, at særligt tre faktorer har afgørende rolle for købet af bolig. Det er beliggenhed, pris og husets størrelse.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '180.000 husejere fyrer for gråspurvene' til en bekendt