Ung skagbo præsenterer to nye kortfilm

Hele holdet bag filmen Kunsten at køre Bil.

Ung skagbo præsenterer to nye kortfilm

13. marts 2017 - kl. 7:22 - af

Skagen Bio præsenterer på lørdag nye film af ung skagbo.

I december 2015 præsenterede Skagen Bio skagboen Liv Lundholm Pedersens kortfilm Magic.

Det var hendes debut som instruktør, og filmen har siden da vundet flere priser. Senest var det publikumsprisen i forbindelse med The Next Filmfestival hvor Magic fik mange roser af bl.a. Erik Clausen.

Nu er Liv Lundholm Petersen klar med ikke bare en – men hele to nye, spændende kortfilm, og de kan begge ses i Skagen Bio ved et arrangement på lørdag eftermiddag.

Springet

Den første er Springet, som Liv Lundholm Petersen har instrueret.

Filmen handler om et møde mellem to meget forskellige mennesker.

Det er en sen sommernat, da den unge pige Lykke på vej hjem fra en fest, beslutter sig for at det skulle være hendes sidste.

Hun har længe haft tanken om, at gøre en ende på sit eget liv – og nu vil hun gøre alvor af det.

Hun er ved at kravle op over gelænderet på en bro, da den hjemløse mand Leif ved et tilfælde kommer forbi.

Leif har levet på landevejen i mange år, og det er ikke første gang, at han ser dette syn. Mødet mellem Lykke og Leif er voldsomt, udfordrende og samtidig kærligt.

To generationer og samfundsklasser har mulighed for at lære af hinanden, men griber de chancen?

Kunsten at køre Bil

Den anden film, Liv Lundholm Petersen har været med til at lave i år hedder Kunsten at køre bil. Det er en film, som Liv Lundholm Petersen har været produktionsleder på.

Filmen handler om et kærestepar, som sammen med mandens datter på 10 år, er på vej hjem fra en sommerhus-tur hos et vennepar.

Da deres bil går i stå udløses alle spændingerne i deres forhold – her står de, midt ude i ingenting, og hvad skal man så gøre?

Arrangementet på lørdag begynder kl. 14.30, og Liv Lundholm Petersen er med for at fortælle om arbejdet med de to film og om forskellen på at være instruktør og produktionsleder på en film.

Skagen Bio byder i forbindelse med arrangementet publikum på en forfriskning.

Der er fri entre til arrangementet, og der skal ikke reserveres billet på forhånd.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ung skagbo præsenterer to nye kortfilm' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger