
Arkivfoto.
Følg politiets patruljevogn – direkte på Twitter
17. marts 2017 - kl. 10:10 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Når politiet i Aalborg i dag, den fredag 17. marts, møder ind på eftermiddagsvagten, fra kl. 15 – 23, vil en af patruljevognene have en ekstra medarbejder på bagsædet. Medarbejderen vil tweete om dagens arbejdsopgaver – det sker under hashtagget #patruljetweets på det sociale medie, Twitter.
Baggrunden er, at Nordjyllands Politi ønsker at give borgere og andre interesserede en forståelse af, hvordan en almindelig arbejdsdag som patruljebetjent foregår i Nordjylland.
”Via vores patrulje-tweets giver vi et indblik i patruljens konkrete opgaver – og vi håber også at vise, at patrulje-arbejdet er meget andet end blå blik,” siger politiinspektør Ole Kristensen fra Nordjyllands Politi.
Ole Kristensen forklarer, at politiarbejdet byder på store og små opgaver, såsom indbrud, færdselsuheld, gerningsstedsundersøgelser og andet arbejde.
”Derudover er rapportskrivning og dokumentation også en stor del af politiets arbejde,” tilføjer politiinspektøren.
Snak med patruljen
Twitter er samtidig et medie, der opfordrer brugerne til at gå i dialog med hinanden. Derfor vil der også være rig mulighed for at stille spørgsmål til betjentene om deres arbejde, tanker og andet om det at være politibetjent.
Betjentene vil også svare på spørgsmål om de forskellige opgaver, patruljen kommer ud til i løbet af vagten, som brugerne kunne have, via Twitter.
”Selvfølgelig under hensyn til, at nogle opgaver kan være personfølsomme. Så fortæller vi, naturligvis, ingenting,” understreger politiinspektør Ole Kristensen.
Twitter som informationskilde
I forlængelse af #patruljetweets ønsker Nordjyllands Politi samtidig at markere, at Nordjyllands Politis officielle Twitter-profil snart rammer 50.000 følgere på mediet.
Et medie, der har haft stor betydning for videreformidling af store såvel som små hændelser i Nordjylland siden det første tweet blev udsendt i december 2012.
Ifølge politiinspektør Ole Kristensen anvender politiet Twitter såvel operativt som præventivt.
”Vi videregiver relevant information til offentligheden, fx i forbindelse med færdselsuheld eller til efterlysninger af savnede personer. Desuden giver vi også gode råd om tricktyveri, bedrageri på nettet eller i forhold til indbrud,” forklarer Ole Kristensen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Følg politiets patruljevogn – direkte på Twitter' til en bekendt