
Styrkelse af sundheden på ungdomsuddannelser
19. marts 2017 - kl. 6:50 - af Finn Egelund Pedersen
Sundhedsudvalget har på udvalgets seneste møde drøftet og godkendt udmøntningsforslaget og arbejdsprocessen for en styrkelse af sundhedsindsatsen for unge i målgruppen for ungdomsuddannelser.
Efter ønske fra Sundhedsudvalget er der etableret et samarbejde mellem kommunens sundhedscentre, Ungeenheden – herunder Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) – samt sundhedsplejen. Samarbejdet er bestående af en administrativ arbejdsgruppe. Arbejdsgruppen har været undersøgende på nuværende indsatser til målgruppen, og hvordan der i endnu højere grad kan fokuseres på sammenhænge, udbytter og synergier på tværs af sundhedsindsatserne til de unge.
Det næste skridt i arbejdsprocessen er at inddrage repræsentanter fra følgende institutioner:
- Martec
- Produktionsskolen
- 10. Klassecenteret
- Ungdomsskolen
- VUC (AVU/HF)
- Gymnasiet (STX & HF)
- Handelsskolen (HHX & EUD/EUX & KUU)
- EUC Nord (HTX & EUD/EUX)
Den administrative arbejdsgruppe og repræsentanter fra de ovenstående institutioner afholder et møde, hvor et omdrejningspunkt for mødet vil være, hvordan der etableres et partnerskab. I etableringen af partnerskabet vil det være væsentligt, at det aftales, hvilke ressourcer de forskellige aktører bidrager med. Til mødet belyses det desuden, hvilke udækkede sundhedsbehov ungdomsuddannelserne observerer, og hvordan indsatserne sammen kan supplere hinanden. De unge inddrages senere i processen for at få deres perspektiver, ønsker og behov belyst.
Det vil tidligst være muligt at rekruttere sundhedsplejersker fra august 2017 til de stillinger, de nye tiltag udløser, idet der ikke er ledige sundhedsplejesker i landsdelen pt., og der først færdiguddannes et nyt hold til juni.
Det vil blive tilstræbt at ansætte, så der er en ekstra normering i de sidste 5 måneder af i år med henblik på at dække det ekstra ”rul” af udskolinger, der vil være i overgangsåret.
Tekst af Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Styrkelse af sundheden på ungdomsuddannelser' til en bekendt