
Ny øl og musik på Skagen Bryghus
31. marts 2017 - kl. 5:54 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Tom Wittorff fra Dom Kelly band, slår sine folder i Skagen på det lokale gigt & rygcenter, hvor han arbejder som ergoterapeut.
Tom har sagt ja til at spille solo på Bryghuset og optræder første gang nu fredag til fyraftensmusik fra kl. 16.00.
Tom vil underholde med akustisk rock i et par timer, så kig ind og nyd det friske øl og den hyggelige stemning.
Lørdag eftermiddag har vi besøg af det københavnske band “The Consolation”, som spiller en lidt anderledes stil, Americaner/country rock.
The Consolation er Danmarks fremadstormende americana-bannerførere. Den københavnske kvintet er kendt fra blandt andet P4 og P5 med deres smittende og melodiøse blanding af country og amerikansk “heartland rock”, som det fx høres i sange som “Portland Girl”, “Manitoba” og senest “The Heart Of It All”. Inspirationskilderne spænder fra Johnny Cash og Waylon Jennings, over Neil Young, The Band og Bob Dylan, til The Eagles, Bruce Springsteen og Tom Petty & The Heartbreakers. Men når det er sagt, så må det understreges at The Consolation har sin helt egen friske sound, som er fuldstændig unik på den danske scene. Det er en smeltedigel af amerikanermusik af bedste skuffe, tilført et nordisk islæt. Det stærkt spillende band består af Thomas Støtt på elguitar, Uffe Nørtoft på pedalsteel, lapsteel og dobro, Jacob Svensson på bas, Sven Busck på trommer, og så sangskriver og guitarist Nis Gaarde, hvis varme og kraftfulde barytonvokal står centralt i udtrykket.
The Consolation udsender nyt album i 2017 med deres hidtil stærkeste materiale, hvis man skal spørge bandet selv.
The Consolation spiller lørdag 1. april fra kl. 15.00.
Vi har lavet en ny øl til dette band, som hedder The Consolation, det er en gylden lager øl, som har en smag af fyrnåle, efter Simcoe humle som er brugt i øllet.
Den er dejlig frisk, så kig forbi til et godt glas øl.
Husk at der altid er fri entre’, til Skagen Bryghus mange musikarrangementer.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ny øl og musik på Skagen Bryghus' til en bekendt