
Kasakhstansk besøg på Ålbæk Skole
7. april 2017 - kl. 6:24 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Redaktionen har modtaget nedenstående indlæg fra Laila Mose, der er praktikansvarlig på Ålbæk Skole: Tanya fra Kasakhstan har været i pædagogisk praktik på Ålbæk skole afdeling. Hun læser til pædagog og i hendes første praktik skal hun ud og snuse til professionen og opbygge pædagogisk grundfaglighed, samt udarbejde kompetencemål for hendes praktik.
Tanya var nysgerrig efter at få kendskab til en pædagogs arbejdsdag, der omhandler både skoledelen og fritidsdelen, derfor valgte hun at komme i praktik på Ålbæk skole afdeling, hvor der bruges pædagoger i skoletiden og efter skole i SFO delen.
En af pædagogens styrker er relations arbejdet, som blandt andet kan handle om at observere og organisere, hvad der sker mellem børnene, samt hvad der sker mellem børnene og de voksne. Målet med den nye skolereform er en sammenhængende og varieret skoledag med aktiviteter, der understøtter læring, på en anden måde og den udfordring tog Tanya op i hendes første praktik.
Da Tanya kommer fra Kazakhstan har hun stor viden om en anden kultur, hvilket hun delte lystigt ud af, i understøttende undervisning i 7 – 9 klasse, bl.a ved at fortælle om hendes skole i Kazahstan mm.
Hun fortalte at alle skoler i Kazahstan først starter den 1 september og at den dag er en stor fest dag. Det foregår på den måde at alle børn og forældre fra hele skolen, og lærerene og andre interesserede, går parade igennem byen med balloner og der bliver ringet, mange gange med skolens klokken, for at symbolisere, at nu starter skolen.
Alle skolens elever og personale har haft ferie hele sommeren fra den 25 maj og til den 1 september. Ferien er meget lang, men det betyder bestemt ikke at de ikke stiller store krav til eleverne. De kræver nemlig, at når eleverne starter i skole, så skal de kunne skrive og udtale alle bogstaver og tal, og de skal også kunne læse lidt. Det er en del af deres kultur, at børnene skal lærer tidligt og at forældrene hjælper til. Det er forældrenes pligt, at lære deres barn at skrive og læse, inden skolestarten, på den måde gør forældrene deres barn skoleparat mener de.
I 1 klasse i Kazakhstan får eleverne lektier for hver eneste dag og de får også karakterer og det er ikke en årskarakter som vi bruger i Danmark. I Kazakhstan får eleverne nemlig karakter i hvert fag, og de har op til 4 fag om dagen. De får karakterer for hver time både for deres opførsel og deres faglighed.
Eleverne kan gå i folkeskolen i 11 år, fra 1 til 11 klasse, eller de kan skifte til gymnasiet efter 9 klasse, hvis de er dygtige nok. Det at komme på gymnasiet er ikke en selvfølge og bare noget man kan vælge. Det kræver prøver i mange forskellige fag og det er langt fra alle der kommer på gymnasiet, da optagelsesprøven er meget svær.
Skolerne i Kazakhstan kræver meget mere disciplin end i de danske skoler, fortæller Tanya. F.eks. starter skoledagen med at eleverne står op, ved siden af deres stol, og når læren kommer ind, så siger alle godmorgen, og eleverne sætter sig først ned, når de får tilladelse til det af læren. Eleverne skal sidde, ved deres pult, med armene liggende samlet foran sig. Når de svarer på lærens spørgsmål så rækker de ikke hånden op som eleverne gør i Danmark. ( se vedhæftet billede) De løfter armen 90 grader og først når læren giver dem lov til at svare, så rejser eleven sig op, og står ved siden af stolen, inden de svarer på spørgsmålet. Sådan foregår det også når eleven spørger læren om noget, så står de også ved siden af stolen.
Når Tanya fortalte om kulturen fra hendes hjemland så var eleverne fra Ålbæk skole afdeling virkelig aktivt lyttende, men nogle af børnene har bestemt også været aktivt spisende. Børnene fra SFO2 var så heldige at få serveret russiske pandekager med smeltet smør og honning, samt drikke the fra Kazakhstanse kopper. Her fik eleverne viden om at hvis man er gæst i Kazakhstan, så får de ikke the i store the krus, som vi gør i Danmark. I kazakhstan bliver der efter en fin gammel skik serveret frisk sort the, i kopper der ligner små kander, og det er max 1/3 af koppen, der bliver fyldt op. Når gæsten så har drukket den lille smule the, så bliver der hurtigt fyldt op igen. Det betyder at gæsten er meget velkommen. Hvis du i Tanyas hjemland får the i et stort krus, så betyder det at du ikke er velkommen og at du hurtigt skal gå igen, det grinede børnene fra SFO2 meget af.
Eleverne fra 7 – 9 klasse har i længere tid, efter eget ønske, arbejdet med emnet om det at have en forældre i fængsel. Eleverne har set film hvor 3 unge mennesker fortæller om hvordan det har påvirket dem at have en forældre i fængsel. De har været omkring mediernes magt, arbejdet i grupper om emnet, gættet forskellige domme mm. Da vi havde Tanya i praktik var det oplagt at hun også fortalte hvordan det var at være i fængsel i hendes hjemland og den udfordring tog hun også op.
For at der ikke skal blive misforståelser, så har jeg lovet Tanya at skrive, at hun IKKE selv har nogen erfaringer fra fængselsområdet. Derfor fortalte hun ud fra informationer fra nettet og bøger hun har læst.
Hun fortalte at i Kazakhstanske fængsler eksisterer der et regime. Når de indsatte ankommer, så bliver de barberet skallet pga. hygiejnen og for ikke at få lus. Hun fortalte at de indsatte går i ens fangedragter, som der svarer til årstiden. Og i hver celle kan der være op til 12 indsatte. Alle indsatte arbejder 7 dage om ugen, for at tjene til deres mad, men mange indsatte får også tilsendt mad fra deres familier, da kosten i fængslerne er meget dårlig og de har ingen tilgang til et køkken så de indsatte kan ikke selv lave deres mad. De indsatte har heller ikke mulighed for at uddanne sig i fængslerne i Kazakhstan, som der er mulighed for, flere steder, i de danske fængsler.
Eleverne havde mange spørgsmål til Tanya om fængsels kulturen i hendes hjemland og de deltog aktivt.
Det er folkeskolens styrke at modtage pædagogiske praktikanter, som Tanya, der kommer og byder ind med ny læring, på en anderledes måde. Det at hun kunne fortælle om en anden kultur var ikke kun spændende og hyggeligt for eleverne at deltage i, den var også med til at inkluderer alle i fællesskabet, samt bygge bro mellem undervisningen og pædagogikken.
Vi afslutter i denne uge emnet om ”at have en forældre i fængsel”, da vi har arrangement på skolen, hvor vi får besøg af foreningen SAVN. De kommer og fortæller om hvordan de i deres arbejde, støtter børn og unge der oplever at have en forældre i fængsel. Arrangementet afsluttes med at en indsat fortæller hvordan det er at være i fængsel og hvordan det påvirker hele familien.
Tanya er efter hendes praktik, allerede godt i gang med at udvikle kompetencer, så hun senere kan indgå i en skoles samlede aktivitetsområde, i undervisningen, i inklusionsarbejdet, eller i det fritidspædagogiske område, hvis det er det hun vælger…
Tak for denne gang Tanya.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kasakhstansk besøg på Ålbæk Skole' til en bekendt