
En tøsedrengs bekendelser
5. maj 2017 - kl. 7:34 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I Nordjyske fra. 3. maj 2017 bliver det uimodsagt ført til torvs, at Socialdemokratiet er tøsedrenge. Titlen tildeles os af Venstres Pia Karlsen, som har fået taletid på vegne af Venstre.
Vi har været igennem en proces i Plan og Miljøudvalget, hvor vi har sendt en restaurationsforskrift i høring. For mig er en høringsproces ikke kun en skinmanøvre. Jeg vil faktisk gerne høre, hvad borgerne i Skagen mener om forslaget.
Det har hele tiden været et Socialdemokratiets synspunkt, at støjen skal begrænses i Skagen. Vi ved godt, at Venstre – med Pia Karlsen i spidsen – IKKE har samme målsætning. Det så vi, da Venstre kæmpede for, at Old Irish Pub skulle have lov til at beholde deres ulovlige tilbygning. Og det ser vi nu med Pia Karlsens udmelding. Venstres linje vil betyde langt mere larm i Skagen, som vi får svært ved at kontrollere.
Vi har forsøgt at finde kompromisset mellem støj og ro. Men vi må erkende, at det ikke er muligt. Og lad mig på den baggrund være helt klar i spyttet: når det ikke er muligt at finde en fælles løsning, så er vi entydigt på naboernes side i denne sag. Jeg har set og hørt, hvad det betyder, når man aften efter aften får frarøvet sin nattesøvn. Det vil vi ikke være med til længere. Hvis det gør mig til en tøsedreng, så vil jeg bære den titel med ære!
Det skal understreges, at der stadig er muligt at dispensere fra støjgrænserne i Skagen. Men vi har strammet op, og der vil blive fulgt op med øget kontrol.
Lad os derfor sammen håbe at vejret er med os, og at vi alle får en god sommer. Også de fastboende i Skagen.
Anders Brandt Sørensen(S)
Formand for Plan og Miljøudvalget.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'En tøsedrengs bekendelser' til en bekendt