
Der var trængsel i Hulsig
24. maj 2017 - kl. 9:17 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Op mod 300 løbere og cykelentusiaster begav sig i går ud på første etape af LandsbyLØBET .
Blandt de ca. 300 deltagere var et felt bestående af 41 elever fra 4.-8. klasse og to lærere fra Ålbæk Skoleafdeling. Syv elever fra 8. klasse og en lærer prøvede kræfter med ½ maraton. 15 elever hoppede på cyklen, mens de resterende 20 løb 10 km. Deltagerne fra Ålbæk Skoleafdeling var til at få øje på. Teamet stillede nemlig op i turkise T-shirts.
”Det er super godt, at Aalbæk Skole har taget opfordringen til sig om at deltage gratis i LandsbyLØBET. Det er muligt, fordi Frederikshavn Kommunes Børne- og Ungdomsudvalg og Sundhedsudvalg støtter folkeskolernes deltagelse i LandsbyLØBET, som både styrker konditionen, fællesskabet og kendskabet til det område, de passerer på ruten. Jeg kan kun opfordre kommunens øvrige folkeskoler til at gribe stafetten og stille op til LandsbyLØBET, der kommer forbi hele 28 landsbyer i Frederikshavn Kommune,” siger Mette Hardam, formand for Distriktsudvalget i Frederikshavn Kommune, der selv stiller op på mellemdistancen i samtlige otte etaper.
Friske frivillige, fra landsbyerne på ruten, stod klar med god forplejning til alle deltagere i LandsbyLØBET både før, under og efter løbet ved depoter på ruten og i målområdet. Og der var naturligvis medaljer og skulderklap til alle.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Der var trængsel i Hulsig' til en bekendt