
Politisk flertal imod projekt ved Krøyersvej 11
8. juni 2017 - kl. 11:29 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Plan- og Miljøudvalget behandlede på udvalgets møde den 7. marts 2017 en ansøgning om opførelse af ny bolig på Krøyersvej 11 i Skagen.
Udvalget besluttede at give afslag på ansøgning om dispensation. Afslaget er bl.a. begrundet med, at lokalplanen har været håndhævet restriktivt, og der ikke er tilsvarende sager i området, hvor der er meddelt dispensation, samt at evt. dispensation vil kunne danne en uheldig præcedens for lignende sager i området.
Ansøger har efterfølgende fået byggetilladelse til et reduceret projekt, der overholder lokalplanens bestemmelser.
Plan- og Miljøudvalget behandlede på møde den 4. april 2017 en ansøgning om delvis nedrivning og renovering af tidligere driftsbygninger og ombygning til boligformål samt opførelse af et nyt dobbelthus på Krøyersvej 10. Udvalget besluttede i denne sag bl.a. at meddele dispensation fra lokalplanens bestemmelser om max. bebygget areal. Ejeren af Krøyersvej 11 har på den baggrund anmodet om at ansøgningen genoptages.
Det kommunale fagcenter vurderer, at forholdene i de to sager er delvist sammenlignelige. Der er i begge tilfælde tale om, at det bebyggede areal på grunden overstiger, hvad lokalplanen muliggør. Der er desuden i begge tilfælde foreslået tinglyst deklaration, som skal sikre mod opførelsen af yderligere småbygninger for at sikre, at det samlede bebyggede areal ikke overstiger, hvad lokalplanen i øvrigt giver mulighed for.
På Krøyersvej 11 overskrides det bebyggede areal med baggrund i, at det nuværende anneks er bevaringsværdigt og ønskes bevaret. På Krøyersvej 10 overskrides det bebyggede areal med baggrund i, at det bevaringsværdige gårdmiljø søges opretholdt af hensyn til det særlige kulturmiljø, der er i område.
Der er dog også væsenlige forskelle på de to sager. Krøyersvej 10 afviger væsentligt fra de øvrige ejendomme i området. Ejendommen er helt særegen med en af de oprindelige gårde, hvor gårdmiljøets helt særlige karakter ønskes opretholdt af hensyn til kulturmiljøet i området.
Forud for det netop afholdte møde i udvalget havde kommunaldirektøren indstillet, at Plan- og Miljøudvalget godkendte, at det oprindelige projekt godkendes, og at der gives dispensation til overskridelse af det bebyggede areal, svarende til de 2 integrerede udhuse på 20 m² i annekset, samt at der stilles som vilkår for dispensationen, at der tinglyses en deklaration, som sikrer, at der ikke kan opføres yderligere bygninger på ejendommen.
Et flertal i Plan- og Miljøudvalget kan ikke tiltræde kommunaldirektørens indstilling. Det er samtidig ført til protokols, at sagen er ikke sammenlignelig med Krøyersvej 10, da der er tale om et gårdmiljø. De 2 venstrefolk Mogens Brag og Frode Thule Jensen tiltrådte indstillingen, mens de tre socialdemokrater Erik Kyed Trolle, Jens Hedegaard Kristensen samt udvalgets formand Anders Brandt Sørensen gik imod.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Politisk flertal imod projekt ved Krøyersvej 11' til en bekendt