
Arkivfoto.
Udsigt til liggestole på Sønderstrand i juli måned
10. juni 2017 - kl. 6:09 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Teknisk Udvalg skal tage stilling til om en del af Sønderstrand i Skagen skal lejes ud til liggestole i 2017. Det sker, når udvalget har det på dagsordenen for næste ordinære møde den 12. juni.
I 2015 og 2016 har Frederikshavn Kommune udlejet et areal på Sønderstrand til liggestole og parasoller. Den tidligere lejer ønsker at leje arealet til lignende formål i 2017. Center for Økonomi og personale vurderer, at aftalen kan forlænges til 2017 uden et nyt udbud, da der er tale om en mindre sag, hvor der kun er indkommet ét tilbud.
Kommunaldirektøren indstiller, at der tillades udlejning af liggestole på Skagen Sønderstrand i perioden 1. juli til 1.august 2017. Perioden mindskes for at imødekomme de indsigelser, der har været de foregående år. De øvrige vilkår fra udlejningsaftale i 2016 videreføres til 2017.
Den 19. oktober 2015 besluttede Teknisk Udvalg, at retten til udlejning i 2016 skulle sendes i offentligt udbud. Samtidig præciserede udvalget, at 2016 var et prøveår i forhold til udlejningen, ligesom år 2015 var det. Retten til udlejning i 2016 var i offentligt udbud med en mindstepris på 1800 kr. Der indkom et bud, der lød på 1800 kr.
Teknisk Udvalg besluttede den 7.marts 2016 at tillade udlejning af liggestole på Skagen Sønderstrand på nærmere bestemte vilkår, f.eks. at stole og parasoller skulle fjernes om natten.
I efteråret 2016 søgte liggestoleudlejeren Fredningsnævnet om dispensation til at opbevare stole og parasoller på stranden om natten. Fredningsnævnet gav afslag på ansøgningen. Udlejeren påklagede sagen til Fødevare- og Naturklagenævnet. Klagesagen er ikke afsluttet. Frederikshavn Kommune har derfor ikke mulighed for at tillade opbevaring af liggestole og parasoller på stranden om natten.
Tekst: Per Rye

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Udsigt til liggestole på Sønderstrand i juli måned' til en bekendt