
Arkivfoto.
Det tager under tre uger
11. juni 2017 - kl. 9:01 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Kommune ligger under landsgennemsnittet for byggesagsbehandling. Det tager i gennemsnit 19 dage fra Center for Teknik og Miljø modtager en ansøgningen til borgeren får en byggetilladelse.
Dansk Byggeri har undersøgt sagsbehandlingstiden for kommunernes byggesagsbehandling. I Frederikshavn Kommune er gennemsnitstiden 19 dage og det placerer Frederikshavn Kommune i den bedste halvdel inden for byggesagsbehandling i landets kommuner. I gennemsnit bruger kommunerne 22 dage på at behandle en byggesag.
Frederikshavn Kommune tilbyder en forhåndsdialog, hvor byggesagsbehandlerne er klar med råd og vejledning til både private og virksomheder, inden arbejdet med at bygge nyt, bygge om eller rive ned begynder.
” Vi kan hjælpe med svar på hvilke tilladelser, der er brug for og om der eventuelt er andre myndigheder, der skal spørges, inden man går i gang. Vi rådgiver også om, hvad byggeloven og planloven måtte betyde for det enkelte byggeri. Mødet er med til at gøre det lettere at overskue projektet og det er helt gratis ” siger May-Britt Græsdal Petersen, der er afdelingsleder i Byg og Ejendomsdata, Frederikshavn Kommune.
På Frederikshavn Kommunes hjemmeside kan man booke mødet med byggesagsbehandleren. Her udfylder man på forhånd en formular med kontaktoplysninger, byggeriets adresse og et par ord om byggeriet, så byggesagsbehandleren har mulighed for at forberede sig til mødet. Mødet varer en halv time og foregår på Frederikshavn Rådhus.
På hjemmesiden har man også selv mulighed for at undersøge og læse, om det kommende byggearbejde overholder gældende lovgivning, regler og betingelser. Der er bl.a. link til lokalplan, bygningsreglement mm. og til selvbetjeningsløsningen ”Byg & Miljø”, som skal bruges, når man er klar til at ansøge om tilladelse.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Det tager under tre uger' til en bekendt