
Grenen Kunstmuseum.
Folketingets Kulturudvalg besøger Skagen
11. juni 2017 - kl. 6:45 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Den 12. – 14. juni 2017 er en delegation fra Folketingets Kulturudvalg på studietur i Nordjylland for at drøfte kunst og kultur med regionale og lokale aktører og besøge kunst- og kulturinstitutioner i området. Delegationen skal bl.a. besøge Aalborg, Frederikshavn, Skagen og Hjørring.
Delegationen afholder et kulturudvalgsmøde den 14. juni kl. 8.30 i Musikkens Hus i Aalborg, hvor bl.a. repræsentanter fra Cold Hawaii, NOCKS og Aalborghus Slot kommer i foretræde. Normalt holdes udvalgsmøder kun på Christiansborg.
Desuden skal delegationen drøfte kultur- og turismepolitik med medlemmer af Frederikshavn Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg og Hjørring Kommunes Fritids- Kultur- og Bosætningsudvalg.
Undervejs vil delegationen også se på gavlmalerier i Aalborg og se og høre om nogle af de Kunstfond-støttede projekter i Nordjylland, bl.a. Story-In fra Vrå Højskole, Forladte Facader i Jerup og Læsø Litteraturfestival.
Endelig skal delegationen mødes med repræsentanter fra Aalborg Teater, Skagen Kunstmuseum og Vendsyssel Teater og høre om planerne vedr. Spritfabrikken og Aalborg Teater, udvidelsen og fusionen af Skagen Kunstmuseum og arbejdet med etablering af Vendsyssel Teater.
En kommentar til “Folketingets Kulturudvalg besøger Skagen” under annoncerne.
Mon politikerne i folketinget er klar over, hvad der sker i Skagen, denne om sommeren så støjforurenede by, og hvor lokalplanerne forlængst er ikke eksisterende, så hvorfor egentlig alle disse ansøgninger om dispensation. Så er det paradoksalt, at man gerne vil øge turismen, bl.a. på grund af den unikke arkitektur i for øvrigt et meget lille område af byen. Denne guldalder arkitektur er snart ikke eksisterende – for slet ikke at tale om den unikke natur i området.