
Samarbejdsaftale om sårbare hjertepatienter
11. juni 2017 - kl. 5:00 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Sundhedsudvalget får på udvalgets møde i dag, den 13. juni, en samarbejdsaftale med Hjerteforeningen om særligt sårbare hjertepatienter til orientering.
I samarbejde med Regionshospital Nordjylland, Hjørring og dets respektive optagekommuner (Hjørring, Frederikshavn, Læsø, Jammerbugt, Brønderslev, Morsø og Thisted) er det Hjerteforeningens formål at udvikle en bæredygtig model for proaktiv patientrådgivning målrettet særligt sårbare hjertepatienter, der både giver værdi for patienterne og er mulig at implementere i de lokale patientforløb.
Målgruppen er patienter med iskæmisk hjertesygdom og hjertesvigtpatienter tilknyttet sygehusets sengeafdelinger og ambulante rehabiliteringsspor. Projektet skal desuden give svar på, om der er basis for et fortsat samarbejde, evt. spredning til andre steder i landet.
Placeringen af den proaktive rådgivningssamtale afhænger af, hvad der passer ind i det lokale hjerterehabiliteringsforløb, og hvad de lokale samarbejdspartnere finder muligt.
Til nærværende projekt er der foreløbigt udviklet to modeller for proaktiv rådgivning. Frederikshavn Kommune indgår i projekt om afprøvning af Proaktiv Rådgivning, model 2.
Denne afprøvning består som udgangspunkt af:
- Sygehuspersonale screener alle hjertepatienter indenfor 2-5 dage for sårbarhed og informerer patienter om Hjerteforeningens tilbud om proaktiv rådgivning
- Kommunen har mulighed for at kontakte sårbare patienter inden for de første 2 uger, hvis det ønskes
- Sygehuspersonale screener alle hjertepatienter før rehabilitering for sårbarhed
- Proaktiv rådgivning ved Hjerteforeningen til de sårbare hjertepatienter, som ikke ønsker rehabilitering, og som har angivet, at Hjerteforeningen må kontakte dem
- Proaktiv rådgivning ved Hjerteforeningen 5-7 hverdage efter afsluttet hjerterehabilitering til de sårbare patienter, som har angivet, at Hjerteforeningen må kontakte dem
- Evt. opfølgning med ny samtale med Hjerteforeningens Rådgivning, eller der formidles kontakt til kommune, Regionshospital Nordjylland, Hjørring, eller egen læge
Aftalen er uden økonomiske forpligtigelser for begge parter. Der er således ingen betaling for brug af personale fra kommunens side og Hjerteforeningens tilbud om rådgivning og udvikling af screeningsværktøj. Frederikshavn Kommune har underskrevet samarbejdsaftalen med Hjerteforeningen.
Aftalen sendes til orientering i Ældreråd og Handicapråd.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Samarbejdsaftale om sårbare hjertepatienter' til en bekendt