
Kunst til det offentlige rum
14. juni 2017 - kl. 6:47 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
På baggrund af en beslutning i et møde den 7. marts i år vil Kultur- og Fritidsudvalget på udvalgets møde i dag, den 14. juni, tage en principiel drøftelse af donationer af kunst til det offentlige rum.
Når man som kommune erhverver sig eller bliver tilbudt et kunstværk til opstilling i det offentlige rum, er der forskellige retningslinjer, man kan forholde sig til. Center for Kultur og Fritid har søgt vejledning ved Slots- og Kulturstyrelsen.
Anbefalingen fra Slots- og Kulturstyrelsen er, at man tager følgende punkter til nærmere overvejelse inden man takker ja til et nyt kunstværk:
- en kunstfaglig vurdering af værkets kvalitet – (evt. foretaget af det lokale kunstmuseum, eller man kan også søge rådgivning ved Slots- og Kulturstyrelsen)
- en vurdering af værkets egnethed til det offentlige rum – (relevans i forhold til en specifik placering, værdi for lokale borgere/lokal forankring, relevans i forhold til kommunens arkitektur/byudviklingsstrategi etc.)
- en vurdering af udgifterne til transport, etablering af værket (fundament, skiltning etc.)
- en vurdering af det årlige budget for vedligeholdelse (fjernelse af graffiti, pudsning af metal etc.)
- en vurdering af værkets levetid, (der skal aftales med kunstneren, hvor længe påtager kommunen sig vedligeholdelsespligten)
- en skriftlig aftale, der indgås med kunstneren/giveren om betingelserne for donationen.
Tekst: Per Rye

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kunst til det offentlige rum' til en bekendt