
Arkivfoto.
Regentparret støtter Verdensballetten
14. juni 2017 - kl. 9:19 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond har tildelt Verdensballetten 50.000 kr.
På fondets bestyrelsesmøde den 29. maj blev det besluttet at Verdensballetten igen skulle støttes. Det er 4. gang at Regentparret vælger at støtte Verdensballetten. Det er sjældent at fonden støtter det samme formål flere gange, så årets donation vidner om Regentparrets store interesse for Verdensballetten.
Regentparret har overværet Verdensballettens forestillinger flere gange, og i 2014 skabte HKH Prins Henrik lydbilledet til en ny ballet ”Côte á côte”, bygget over Prins Henriks digt til Dronning Margrethe. Balletten er på programmet ved årets forestilling.
Verdensballettens leder, operasanger Jens-Christian Wandt udtaler:
- Vi er meget taknemmelige over at Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond igen har betænkt os med en donation. Det er Regentparret selv der vælger hvem der skal modtage støtte, og den interesse de har for Verdensballetten kan man da kun blive stolt over.
Jeg glæder mig meget over at det i år bliver til et gensyn med den ballet som Prins Henrik var med til at skabe. Det er en lille perle skabt over et meget personligt digt fra Prinsens hånd.
Verdensballetten fejrer i år 10 års jubilæum. De medvirkende er solodansere fra The Royal Ballet of London og Statsballetten i Berlin. Derudover medvirker operasangeren Susanne Elmark, og duo Walentin & McKenzie (violin & klaver).
Udover Prins Henriks ballet byder årets program på uddrag fra nogle af de mest kendte og elskede balletter – både fra det klassiske og det moderne repertoire, helt nye trin skabt specielt til årets forestilling, og arier og scener fra operaens verden.
Info og billetsalg: www.verdensballetten.dk
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Regentparret støtter Verdensballetten' til en bekendt