
De fleste plejecentre har tilknyttet fast læge
15. juni 2017 - kl. 9:20 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Socialudvalget fik på udvalgets seneste møde en statusopdatering om faste lægers tilknytning til kommunens plejecentre.
I foråret 2016 indgik Praktiserende Lægers Organisation, staten, Danske Regioner og KL aftale om en implementering om faste læger tilknyttet plejecentre. Af aftalen fremgår det, at beboere på plejecentre skal tilbydes at være tilmeldt en læge, der er fast tilknyttet plejecentret.
Aftalen består af en ordning med to elementer:
- Beboerne på det enkelte plejecenter tilbydes at vælge en læge, der er fast tilknyttet plejecentret, men det er ikke et krav. Honoreringen af lægerne for den sundhedsfaglige behandling, som ydes til de beboere, der er fast tilknyttet en læge, sker efter reglerne i Overenskomst om almen praksis og lokale aftaler.
- Der indgås en konsulentkontrakt mellem kommunen og den fasttilknyttede læge til at yde generel sundhedsfaglig rådgivning til personalet på plejecentret.
Det er hensigten, at ordningen i løbet af en 4-årig indfasningsperiode (2016-2019) skal blive landsdækkende og omfatte samtlige plejecentre. Ordningen skal følges op af lokale aftaler mellem parterne i praksisplanudvalgene, hvor de lokale parter aftaler, hvordan indførelsen skal ske lokalt.
Møder med lægerne
I Frederikshavn Kommune har der været afholdt orienteringsmøder med de praktiserende læger, og der har været sendt opslag til alle lægerne i kommunen med henblik på at blive tilknyttet et specifikt plejecenter.
Status efter henvendelse til lægerne og et fællesmøde med deltagelse af de interesserede læger samt lederne fra plejecentrene i kommunen og kontaktsygeplejersken er:
Faste læger tilknyttet fra 1. juni: Abildparken 2, 4 og 6, Abildparken 8, 10 og 12, Bangsbo, Østervrå plejecenter samt Strandgården. Derudover er der allerede nu underskrevne kontrakter om faste læger fra årsskiftet på følgende plejecentre: Ankermedet, Lindevej, Ålbæk plejecenter, Caspershus samt Drachmandsvænget.
Derimod ser det ud til, at følgende plejecentre ikke umiddelbart kan få tilknyttet faste læger: Rosengården i Sæby, Sæby Ældrecenter, Søparken samt Dybvad Ældrecenter. Der vil dog blive arbejdet videre med at forsøge rekruttering af læger.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'De fleste plejecentre har tilknyttet fast læge' til en bekendt