
Arkivfoto.
Jesper C. Winter er årets båltaler
23. juni 2017 - kl. 6:04 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Ét af årets mest stemningsfulde traditioner i Skagen er Sankt Hans aften ved Sønderstrand. Her bydes sommeren velkommen med et tændt vippefyr og tusindvis af forventningsfulde gæster, der synger Drachmanns Midsommervise i bålets skær. Årets båltaler har en ganske særlig tilknytning til Skagen. Det er Jesper C. Winter – ejer af Skagen Fiskerestaurant og modtager af Vækst & Vilje Iværksætterprisen 2016.
Sankt Hans i Skagen er en ganske særlig aften, hvor sommeren og de lyse nætter synges ind i bålets skær. Helt tilbage til Skagensmalernes tid har det været en stor tradition at fejre Sankt Hans i Skagen, og det er derfor ingen tilfældighed at Holger Drachmanns ”Midsommervise” synges i hele Danmark netop denne aften.
For mange er det blevet en fast tradition at mødes til Sankt Hans i Skagen, så tusinder af glade sommergæster valfarter hvert år til Sønderstrand for at se det smukke bål og Vippefyret, der er tændt denne aften.
En anden fast tradition er at invitere en båltaler med en særlig relation til Skagen. I år har Turisthus Nord inviteret Jesper C. Winter, der er ejer af Skagen Fiskerestaurant samt modtager af Frederikshavns Erhvervsråds Vækst & Vilje Iværksætterpris 2016.
Jesper C. Winter glæder sig meget til at holde årets båltale til Sankt Hans og siger: ”Sankt Hans har den betydning for mig, at det er den dag sommersæsonen for alvor starter. Selvom det ofte er halv dårligt vejr til Sankt Hans, så er det startskuddet til en flot og solrig sommer i Skagen. Skolerne har ferie og sommergæsterne begynder at indtage Skagen by i massevis.”
I Turisthus Nord er forberedelserne i fuld gang og i år har man valgt at optimere set-up’et omkring scene etc. Turistdirektør René Zeeberg udtaler: ”I år ønsker vi en bedre sammenhæng mellem fyrbakken med det tændte vippefyr og scenen med de forskellige indslag. Vi håber, at vi hermed kan forbedre oplevelsen for de mange glade gæster fra ind-og udland, som fejrer Sankt Hans med os på Sønderstrand. Det er et helt unikt arrangement med mange traditioner, så det værner vi om i Turisthus Nord og håber at alle får en fantastisk aften.”.
Sankt Hans aften starter kl. 21.00 på Sønderstrand – læs mere og se hele programmet her: http://www.skagen-tourist.dk/skt-hans-aften-i-skagen-gdk640849
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Jesper C. Winter er årets båltaler' til en bekendt