
Arkivfoto.
Læserbrev: Skuffelse over Sankt Hans fest
27. juni 2017 - kl. 8:05 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Min kone, vores søn og svigerdatter og jeg mødte frem til Sankt Hans Aften på Sønderstranden, fredag den 23. juni 2017.
Som bekendt var vejret ikke med arrangementet, og vi var først oppe på Fyrbakken, hvorfra alt tilsyneladende skulle styres fra. Der blev vi ikke, mest fordi vi gerne ville stå ved bålet gennem arrangementet. Så vi stod tæt på det utændte bål på sydsiden og ventede på underholdningen. Vi kunne næsten høre turistchefens tale, og også høre det meste af visesangen (musikken), men intet af båltalen.
Efter talen skulle deres synges tre sange: “Erindring om Skagen”, nationalsangen, og “Vi elsker vort land”. Vi ventede på, at det skulle starte, men der skete ingenting. Nu var vi efterhånden blevet rigtig mange på stranden omkring bålet. Jeg tror, at vi alle ventede på, at synge de tre sange. Men vi hørte ingenting, og da bålet så blev tændt klokken 21:30, måtte vi konkludere, at sangene allerede var overstået oppe på Fyrbakken, for de få, der stod dér.
Eller måske opgav man helt at synge dem? Vi var klar til at synge af karsken bælg!
Vi var kommet til Skagen for at opleve Sankt Hans som på Skagensmalernes tid, men må sige, at vi var dybt skuffede over arrangementet. Det burde være muligt at få ordentlig højttalerdækning også på stranden, men det var ikke tilfældet.
Prøv at forberede det bedre til næste år!
PS: Vi gik hjem (stadig i det regnvejr, der plagede aftenen) og satte os sammen og sang “Vi elsker vort land” igennem, for det var jo trods alt “Sankte-Hans”.
Med venlig hilsen
Thorkil B. Rasmussen
Kildeløbet, Brønshøj.
2 kommentarer til “Læserbrev: Skuffelse over Sankt Hans fest” under annoncerne.
Riget fattes penge….
Jeg kan ikke lade være med at kommentere – da Mike kritiser den nye “park”. Tror gerne at folk vil have haft flere spændende ting i parken, et dyreliv ville være godt, spændende blomster, træer, buske – det er i hvert fald min opfattelse af en park – men tænker at Kommunen, som mange andre – mangler penge. Måske kunne man lave nogle indsamlinger eller på lignede måde søge midler til planter/træer/vand – ænder med mere – til parken.
Nu var jeg ikke ved bålet, så har ingen mening om sagen. Men generelt er det fint med kritik udefra fra turister. Fordi det tvinger lokalsamfundet til at oppe sig og holde sig knivskarpe. Fordi turisterne kommer ikke bare af sig selv, fordi man sætter ild til at bål. Underholdningsværdien skal også være i top. Nogle gange er der måske en tendens til i Skagen, at man hviler lidt på laurbæerne og tror, at turisterne er vilde med Skagen alene fordi det ER Skagen. Nogle gange må man godt gøre en mere aktiv indsats for at fastholde successen.
Det samme kan siges om f.eks. Festivalen, hvor jeg synes, at det år efter år næsten altid er de samme navne, der kommer herop. Lidt fornyelse ville ikke skade. Jeg synes, at man nogle gange er for konservative i Skagen og er lidt bange for at tænke stort og tænke nyt. Bare se den nye bypark. Det er bare en græsplan med nogle få træer rundt omkring, en lille petanquebane, en lille scene og nogle blomster. Men hvor er springvandet? Hvor er søen? Hvor er storheden? Sammenlignet med mange andre parker i andre byer, er den nye bypark ret kedelig at se på. F.eks. Rodondendronparken i Brønderslev. Helt så fint behøver det ikke være. Men jeg kunne også nævne Ørstedsparken i København, Østre Anlæg i Aalborg o.s.v. som eksempler på langt flottere byparker, som har en fin kombination af bænke, græsplane, skulpturer, søer, ænder o.s.v.. Mens byparken i Skagen er jo ikke meget andet end en græsplæne. Som den ser ud i dag, juni 2017, tror jeg ikke, at ret mange vil gide benytte den park. Den er for kedelig.