Tre virksomheder i Skagen søger fælles elektrikerlærling

Gunnar Bertelsen elmester FF Skagen A/S, Thomas Rasmussen teknisk direktør FF Skagen A/S, Søren Thomsen lærlingekoordinator MARCOD, Henrik Holm Jensen afdelingsleder Mariendal Electrics og Jan Christiansen aut. elinstallatør, Skagerak Pelagic A/S. Foto: SkagensAvis.dk.

Tre virksomheder i Skagen søger fælles elektrikerlærling

27. juni 2017 - kl. 8:01 - af

Mariendal Electrics, Skagerak Pelagic A/S og FF Skagen A/S er gået sammen i et unikt lokalt samarbejde om at ansætte en elektrikerlærling i en deleordning, og processen med at finde den rette kandidat er godt i gang. De tre virksomheder håber, at der er unge i lokalområdet, der går med drømmen om at blive elektriker og har lyst til at søge den netop opslåede stilling.

Medierne fyldes ofte af historier om unge, der har svært ved at finde en praktikplads under deres uddannelse. Men i Skagen har de tre virksomheder Mariendal Electrics, Skagerak Pelagic A/S og FF Skagen A/S på eget initiativ oprettet en fælles elektriker-læreplads, som nu står klar til en interesseret elev.

For Henrik Holm Jensen afdelingsleder i Mariendal Electrics er det vigtigt at løfte ansvaret med at uddanne unge mennesker i elektrikerfaget.

  • Vi har altid hos Mariendal taget stort ansvar for at have lærlinge og være med til at uddanne dem til dygtige kompetente elektrikere. Denne nye unikke mulighed for at lave et spændende samarbejde på tværs mellem tre vidt forskellige virksomheder kan kun give et fantastisk output, når den nye delelærling er færdig om fire år, både fagligt men også menneskeligt, da vedkommende kommer til at arbejde med mange forskellige arbejdsopgaver og får indsigt i, hvordan et el-firma og to store produktionsvirksomheder fungerer, siger Henrik Holm Jensen.

Uddannelse af gode lærlinge og fremtidige medarbejdere fylder meget, men også et socialt ansvar med fokus på lokalområdet og havnens industri vægtes højt blandt de tre virksomheder.

  • Som virksomhed vil vi gerne taget et socialt ansvar for at skabe spændende uddannelsesmuligheder for unge mennesker i lokalområdet, udtaler Jan Christiansen fra Skagerak Pelagic A/S.

Skagerak Pelagic A/S indgår i det nye samarbejde som et led i en overordnet strategi om at få unge ind i fiskeindustrien og ser deleordningen som en god mulighed for at være med til at kvalificere fremtidens tekniske medarbejdere sammen med to andre stærke virksomheder i Skagen. Fiskeindustrien har i kraft af højteknologisk udstyr i stigende grad behov for teknisk personale, der i dag er krumtappen i virksomhedernes drift.

For Thomas Rasmussen teknisk direktør ved FF Skagen A/S er det vigtigt at medvirke til, at der fortsat er spændende og udfordrende uddannelsesmuligheder i Skagen, så man kan tiltrække og fastholde unge familier i byen.

  • Inden for en kort årrække vil der være et kæmpe behov for dygtige og specialiserede håndværkere inden for industrien og derfor er det helt naturligt, at erhvervslivet på Skagen havn går sammen, så vi sammen lokalt kan tilbyde nogle spændende uddannelsesmuligheder på højt fagligt niveau, siger han.

Dele-ordningen administreres af lærlingekoordinator Søren Thomsen fra det maritime brancheudviklings-center MARCOD, der står for at koordinere indsatsen imellem virksomhederne. Som aktive partnere i den maritime lærlingeordning kan virksomhederne få hjælp til mange af opgaverne omkring lærlinge, så virksomhederne kan koncentrere sig om produktionen. Deleordningen giver virksomhederne mulighed for at tage lærlinge ind på områder, hvor de ikke selv har opgaver til en fuldtidslærling ved at lade lærlingen rotere mellem virksomhederne.

  • Deleordningen er et godt redskab til at sikre lærlingen en spændende og varieret uddannelse og dens fleksibilitet gør, at vi kan tilrettelægge uddannelsesforløbet, så det passer ind i virksomhedernes produktion. Herudover gør deleordningen det muligt for flere virksomheder at være med til at uddanne flere unge mennesker og sikre fremtidens kvalificeret arbejdskraft, siger Søren Thomsen fra MARCOD.
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Tre virksomheder i Skagen søger fælles elektrikerlærling' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger