Læserbrev fra Venstre om støjsagen
21. juli 2017 - kl. 9:19 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Venstre har selvfølgelig aldrig været imod at gældende regler skal overholdes, men når et flertal i kommunen presser og udstiller et enkelt erhverv, sådan som det er tilfældet i sagen med udendørs musikarrangementer, så er det på tide at råbe vagt i gevær!
Derfor er der heller ikke noget odiøst i at Pia Karlsen (V) sidste år kæmpede for opstramninger, og nu argumenterer for at man er gået alt for vidt i det der mest af alt ligner en regulær heksejagt fra kommunens side på et erhverv, som er med til at skaffe både omsætning og arbejdspladser samt masser af positiv omtale til Skagen.
Den gang drejede det sig i øvrigt primært om en enkelt restauratør, der ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt!
Der er nok heller ikke megen tvivl om, at især Socialdemokraterne nok gerne ville have været hele denne sag foruden, og i mangel på bedre argumentation vælger man nu at gå efter manden (kvinden i dette tilfælde) i stedet for bolden!
Det er således ikke mere end nogle få måneder siden, at byrådet var på nippet til at godkende et nyt sæt regler udarbejdet i samarbejde med restauratørforeningen, der betød at restauratørerne kunne spille musik i 25 på forhånd fastlagte dage, men i sidste øjeblik og uden varsel vendte Socialdemokraterne på en tallerken, og indgik i stedet en alliance med DF med henblik på øget kontrol og hårde sanktioner. I forslaget var der desuden lagt op til, at der kun måtte spilles udendørs musik fra kl. 15-18 og igen fra kl. 21-24.
Nu ser vi restauratører der politianmeldes med trusler om lukning for at spille 1 dB for højt, eller fordi musikken stopper lidt for sent når stemningen er bedst og indtjeningen er højest. Det er der da vist ikke mange som har klaget over før!
Hvorfor forholder Socialdemokraterne sig ikke i stedet til essensen, nemlig at vi tilsyneladende har med nogle regler at gøre her, som det ikke er muligt for restauratørerne at overholde, uden at det kommer til at betyde både mistet omsætning og arbejdspladser til skade for hele Skagen by?
Regler som byrådet minus Venstre og Konservative oven i købet har besluttet skal strammes yderligere fra d. 1/10-17!
Langt hovedparten af restauratørernes omsætning ligger i sommermånederne, og uden denne omsætning er der en meget reel risiko for, at vi kommer til at se et endnu mere lukket Skagen resten af året, end tilfældet er pt. Det er et helt forkert signal at sende i en by, hvor vi i forvejen kæmper med et vigende indbyggertal.
I stedet for at presse nye stramninger igennem, så kunne byrådet have valgt at tage en timeout, og så evalueret på de eksisterende regler til efteråret, stadig i god tid inden den nye musiksæson for 2018 starter.
Mvh
Erik F. Andersen
Formand, Venstre i Skagen
3 kommentarer til “Læserbrev fra Venstre om støjsagen” under annoncerne.



















Hvad er det restauratørerne gør anderledes i år i forhold til 2016,15,14,13 ? Larmer de mere end de plejer ? Sidste år var problemet Irish Pub, men de har vel mere eller mindre rettet ind.
Enig med Alex Nielsen. Hvis udendørs høj musik på værtshuse betyder ‘udvikling’, flere arbejdspladser samt fred og fordragelighed, så skal dette koncept vel udvides til at omfatte hele landet, hvis ikke hele verden? Desværre er jeg ikke optimistisk med hensyn til fænomenets fortræffeligheder, tværtimod er der negative konsekvenser for det øvrige erhvervsliv, turisme og bosætning. I øvrigt er kontrol jo nødvendig, når konkurrencen om at larme mest går i selvsving, og selvjustits bliver ikke eksisterende.
Venstres konklusion:
HØJ musik er lig med HØJ indtjening !
Mage til dårligt argument skal man lede længe efter !