
De to brødre i NatBio-filmen Hell or High Water spilles af Chris Pine og Ben Foster.
Dramatisk film om retfærdighed
20. august 2017 - kl. 10:43 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Hvad er ret og hvad er forkert – det er den enkle baggrund for det drama, der vises i Skagen Bio’s NatBio på mandag aften, 21. august.
Filmen hedder Hell or High Water og foregår i det amerikanske vesten.
Chris Pine og Ben Foster spiller de to texanske brødre Toby og Tanner, som beslutter at røve den bank, der vil tvinge dem til at sælge deres barndoms gård.
For dem er røverierne den sidste udvej i forsøget på at holde fast i den fremtid, som banken vil tage fra dem.
Det går godt for brødrene, der turnerer fra bankafdeling til bankafdeling og røver mindre beløb, indtil Texas-rangeren Marcus, spillet af Jeff Bridges, kommer på sporet af dem.
Marcus vil fange brødrene inden han går på pension, og sætter alt ind på denne sidste store sag sammen med sin makker Alberto (Gil Birmingham), som er halvt Comanche indianer.
Brødrene planlægger det sidste kup med rangerne efter sig, og det store sammenstød er uundgåeligt.
Det gamle og det nye vesten støder sammen i denne storslåede og bevægende film, hvor lovens håndhævere måske ikke går retfærdighedens ærinde, og hvor forbryderne har god grund til at hævne sig på systemet.
Er retfærdighed en forbrydelse?
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dramatisk film om retfærdighed' til en bekendt