
Pilotprojekt om komplekse patientforløb
22. august 2017 - kl. 8:45 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Kommune deltager i et projekt om ”Bedre digital understøttelse af tværgående komplekse patientforløb”.
Projektet er en del af en aftale mellem Danske Regioner, KL, SUM og Digitaliseringsstyrelsen, og projektet foregår i perioden 2017–2020. Sundhedsudvalget orienteres om projektet på udvalgets møde i dag, den 22. august.
Baggrunden for projektet var et afklaringsforløb påbegyndt i 2015, der bl.a. viste, at patienter med komplekse forløb og deres pårørende ofte oplever kontakten med sundhedsaktørerne som fragmenteret og usammenhængende. Der er derfor behov for bedre koordination og deling af oplysninger om patientens tilstand og indsatsen mellem den kommunale sygepleje, sygehuse og almen praksis. Det handler både om helbredsoplysninger og om praktiske oplysninger, der kan understøtte koordination og logistik i sektorskift. Sådan beskrev Sundhedsdatastyrelsen sagen i marts i år.
Afklaringsforløbet viste ligeledes, at patienterne/borgerne havde svært ved at holde overblik over de aftaler, de havde med sundhedsvæsenet, ligesom det var borgeren/patienten, der var informationsbærer mellem de forskellige dele af sundhedsvæsenet. Det sidste i meget konkret forstand, da afklaringsforløbet viste borgere, der ligefrem bar rundt på mængder af papirinformation, de så kunne vise til relevant sundhedspersonale.
Projektet
På det grundlag blev det i forbindelse med indgåelse af økonomiaftalen for 2017 besluttet, at der skulle arbejdes med øget samarbejde sektorerne imellem omkring patienter/borgere med komplekse forløb i perioden frem til 2020.
Mere konkret er der i projektet defineret 5 områder, der skal afprøves i pilotforsøg frem til og med 2019. Det drejer sig om:
- fælles aftaleoversigt
- fælles stamdata
- kontaktoplysninger på aktører involveret i forløbet
- deling af planer og indsatser
- fælles mål
Det bemærkes, at der ikke bliver tale om udvikling af et nyt enkeltstående IT-system, idet løsningerne skal udarbejdes, så de passer ind i den nuværende nationale IT-arkitektur og infrastruktur.
Flere vinkler
Pilotafprøvningen har flere vinkler. Et er selve udvekslingen af data, noget andet er definitionsspørgsmål – f.eks. hvad er stamdata? og hvad er et mål?
De før nævnte afklaringsforløb har bl.a. vist, at hver enkelt faggruppe sætter sine egne mål for et forløb, men borgerens mål er der ikke så mange, der har været opmærksomme på.
Den sidste vinkel i pilotprojekterne går på, hvorledes data skal præsenteres i fagsystemerne og ikke mindst, hvorledes data skal indgå i de forretningsgange, der er på området.
Vinklen har meget været på sundhedspersonalets adgang til data og i mindre grad, hvad borgerne får ud af, at det offentlige bliver bedre til at udveksle data.
Baggrunden for kommunens deltagelse
Frederikshavn Kommune deltager i et IT-råd på social- og sundhedsområdet. I dette IT-råd er projektet blevet præsenteret og drøftet.
Det er via KL, at Frederikshavn Kommune er blevet spurgt om, hvorvidt kommunen ønsker at deltage i pilotprojektet. Ud over Frederikshavn deltager Århus Kommune. Deltagerkredsen vil eventuelt komme til at bestå af yderligere en eller to kommuner.
Tekst af Per Rye

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Pilotprojekt om komplekse patientforløb' til en bekendt