
Læserbrev: Skæv Finanslov
1. september 2017 - kl. 6:17 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Redaktionen har modtaget nedenstående fra Bjarne Laustsen, MF (S) :
Jeg håber ikke nordjyderne lader sig bestikke af den nyligt fremlagte finanslov fra den blå regering. Den har et helt forkert fokus i forhold til, hvad der egentlig er brug for. Det er regeringen sikkert ganske godt klar over, og derfor vil de forsøge at bestikke vælgerne. Det håber jeg selvfølgelig ikke, der er nogen nordjyder der hopper på, for det er ret let at gennemskue hvad det projekt går ud på. De vil skære i velfærden til fordel for skattelettelser, som de endda påstår vil gavne kassedamen mere end direktøren.
Det er talmanipulation og falsk markedsføring, der vil noget. Sagen er den, at vi i virkeligheden slet ikke har råd til at give skattelettelser, så lang tid vi er i en situation, hvor det var langt bedre at investere i velfærden, når kommunerne fx må skære i kernevelfærden, og hvor uddannelsessystemet er udsat for massive 2 % besparelser.
Derfor har Socialdemokratiet også sagt, at produktivitetskravet på de 2 % i sygehusvæsenet skal afskaffes. Det hele handler jo om prioriteringer, og derfor skal man også bære sig klogt ad. Det sker netop ikke ved at dele ud af den fælles kassebeholdning.
Lad mig bare stille jer nordjyder et enkelt spørgsmål: Er der nogen, der tror vi kommer tættere på at får en ny, tredje vestlig Limfjordsforbindelse eller en udvidelse af Skagensvejen, som vi blev lovet for mange år siden, ved at slanke statskassen? Folk skal lokkes med skattelettelser, hvor fordelingen vender den tunge ende nedad. Og så er der spørgsmålet, om du lige står foran at købe en ny Lamborghini, som du kan få for knap 10 mio. kr. det er jo selvfølgelig alt for dyrt siger Brian Mikkelsen, Så hvis det lykkes generelt at sætte bilafgifterne ned. Så betyder det også for alle der har en bil – som vi har 2.466.000 stk. af – at de lige med et slag er blevet mange tusind kroner fattigere, hvis man sætter bilafgifterne ned på nye biler.
Hvis man endelig skal sætte bilafgifterne ned, må det da være sådan, at man prioriterer nedsættelsen højst på de biler, der kører længst og forurener mindst, og samtidig har et ordentligt sikkerhedsniveau.
I øvrigt pynter regeringen sig med lånte fjer, for vi ved stadigvæk ikke, hvor regeringen vil finde pengene, altså om det er ufinansierede skattelettelser, eller om regningen igen skal betales af de svageste i samfundet. Derfor skal mit råd til regeringen være, at det er langt bedre at investere i mennesker, dvs. uddannelser og opkvalificering, fordi alt tyder på, at vi kommer til at mangle arbejdskraft de kommende år.
Men vi må også sikre os, at ældre kan få en rimelig pleje samt at folk kan få en hurtig og effektiv hjælp i vores sundhedssystem – samtidig med, at vi investerer i en ordentlig infrastruktur, som gør at folk og virksomheder ikke skal spilde deres tid med fx at holde i kø, bare fordi man skal krydse Limfjordstunnellen. Hvis der herudover er et råderum i dansk økonomi, så har jeg bestemt ikke noget mod, at folk får en skattelettelse – men den skal helt klart gå til dem med de laveste indkomster.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læserbrev: Skæv Finanslov' til en bekendt