
Badminton kunne være en af fritidsaktiviteterne.
Dansk Folkehjælp, Frederikshavn: Penge bør ikke være en hindring
7. september 2017 - kl. 6:58 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Ved efterårets komme starter en hel række fritidsaktiviteter for børn. Det har fået Dansk Folkehjælp, Frederikshavn til at sætte et nyt støtteprojekt i gang.
I forbindelse med uddeling af vores Julehjælp sidste år fik vi et klart indblik i, at det var vanskeligt for mange af de familier vi støttede at få penge til overs til betaling af børnenes fritidsaktiviteter og udstyr.
Det er et problem for en god opvækst for børnene og vi henvendte os til kommunen med denne viden for at samarbejde om et støtteprojekt for disse familier. Det fik vi ikke så meget ud af som vi havde forventet.
Vi har nu besluttet selv at gennemføre en støtteordning til børn i alderen 3 -12 år, som kommer fra familier med enlig forsøger på kontanthjælp, således at det ikke er økonomien, der er en hindring for børnenes deltagelse i fritidsaktiviteter sammen med deres venner/veninder.
Vi har skrevet ud til samtlige modtagere af vores Julehjælp om de kunne være interesseret i at søge støtte. Vi præciserede, at forælderen havde det ansvar, at man skulle sende barnet til en fritidsaktivitet – sørge for at barnet fulgte aktiviteten hele sæsonen og melde tilbage til os hvad barnet havde deltaget i og hvilken klub man havde været. Vores tilbud på støtte er 2.000 kr. pr. barn i aktivitet – feks. 1000 kr. til kontingentstøtte og 1000 kr. til udstyr m.m.
Vi modtog ansøgninger fra 51 familier der repræsenterede 77 børn mellem 3 – 12 år der nu skal deltage i en fritidsaktivitet. Vi har derfor bevilget 160.000 kr. til dette formål og pengene er sendt ud til forælderen til selvforvaltning. Vi glæder os til alle de positive tilbagemeldinger fra forældrene eller børnene her til forår.
Vi har også konstateret, at der er et uopfyldt behov for støtte til flere familier end dem, som vi har henvendt os til. Det bygger vi på, at vi uopfordret modtog ansøgninger fra 56 familier med i alt over 100 børn i denne alder. Det specielle var, at navnet på mange af ansøgerne ikke var danskklingende. Vi tror at fritidsaktiviteter for børn også kan være vigtig for en god integration i lokalsamfundet, men det ligger udenfor vores arbejdsområde
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dansk Folkehjælp, Frederikshavn: Penge bør ikke være en hindring' til en bekendt