
Scene fra Fortiden foran os.
Biler, musik og Clausen i biografen
8. september 2017 - kl. 7:09 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Bio byder i den næste uges tid på tre spændende nye film med vidt forskelligt indhold.
På søndag eftermiddag, 10. september, er der godt nyt for især børnene og barnlige sjæle – det er animationsfilmen Biler 3.
Legendariske Lynet McQueen har fået baghjul af en ny generation rasende hurtige racerbiler, og er blevet kørt ud på et sidespor i den sport, han elsker.
For at komme på banen igen får han hjælp af den ivrige unge mekaniker Cruz Ramirez, der har sin helt egen opskrift på sejr, og opmuntring fra hans gamle mentor, den afdøde Doc Hudson.
Det bliver en hård kamp for den gamle mester at bevise, at nr. 95 stadig kan være med forrest i feltet i Stempel Cup’en.
Men en ting er sikkert; intet bliver som før.
Selv om det er Disney, der står bag filmen, er der alligevel også lidt dansk ”ræs” i Biler 3, idet bandt andre Tom Kristensen og Kevin Magnussen lægger stemmer til figurerne i filmen.
Belgisk drama
Tirsdag aften er der premiere på filmen Fortiden Foran Os.
Det er et psykologisk drama om en kvinde, der bliver indhentet af sin fortid.
Den smukke 30-årige Alice lever et rutine liv som escortpige i Bruxelles.
Med undtagelse af et godt forhold til sin afrikanske chauffør Michael, undgår hun al form for dybere social kontakt. Men efter eks-kærestens død tvinges hun pludseligt til at tage sig af sin lille søn Robin, som hun ikke har haft kontakt med siden hans fødsel.
Det vender op og ned på hendes liv og Alices tidligere ligegyldighed udviskes med en uforudset og overrumplende følelse af varme og ømhed.
Men det er ikke lige let at lege kernefamilie og tingene kompliceres yderligere, da Alice indleder et forhold til den jævnaldrende Olivier.
Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut, og danske Charlotte Bech er scenograf på filmen. Filmen er desuden klippet af tre danskere, Molly Malene Stensgaard, Morten Egholm og Frederik Strunk.
Clausen og Jørgensen
Torsdag aften i næste uge er der mulighed for et gensyn med et af de nyere ”par” i dansk film – Erik Clausen og Bodil Jørgensen.
Det er i den nye film af Erik Clausen – Aldrig mere i Morgen.
De fleste af os har sikkert leget med tanken om, hvad der mon vil blive sagt om os, når vi dør. For filmens hovedperson, den kendte og succesfulde kunstmaler Thorvald Mors (Erik Clausen), bliver tanken imidlertid til virkelighed.
Thorvald er kunstner med stort K. En selvoptaget og intens livsnyder hvis farverige personlighed i bogstaveligste forstand fylder hele lærredet ud for hans nærmeste: Den voksne søn Vincent (Nicolas Bro), der altid har følt, at han stod i skyggen af sin berømte kunstnerfar, og derfor ikke rigtig har drevet det til noget.
Ekskonen Bente (Britt Bendixen), der aldrig er kommet sig over, at Thorvald forlod hende for en yngre kvinde. Thorvalds nye kone Alice (Marijana Jankovic), der elsker ham så højt, at hun har sat sit eget liv og sine tidligere venner til side for at være sammen med ham, og som derfor føler sig ensom indeni. Og Thorvalds og Alices datter Lucia (Katinka Evers-Jahnsen), der forguder sin far.
Thorvalds ego er så stort, at han nærmest anser sig selv for at være udødelig. Men under et interview falder han om, og senere på hospitalet banker en engel (Bodil Jørgensen) på og fortæller ham, at det er tid. Hun giver ham dog muligheden for, at hans sjæl kan gå usynlig rundt i tre dage, indtil hans krop bliver begravet. Derfor er han til stede som fluen på væggen, da hans efterladte modtager beskeden om, at han er død.
Deres reaktioner bliver en øjenåbner, som giver Thorvald hel ny livsindsigt, efter at hans liv er forbi.
Han indser, hvordan han har påvirket sine nærmestes liv med sine handlinger og sin personlighed, og hvordan hans død giver dem nye muligheder – hvis de vil.
Kan Vincent komme ud over hadet og i stedet finde ind til kærligheden til sin afdøde far og på den måde komme videre både som kunstner og i forholdet til sin kæreste Anne (Ulla Vejby)?
Kan Bente omsider komme sig over at være blevet forladt af Thorvald og blive glad sammen med sin nye mand Ole (Elith Nulle Nykjær Jørgensen)?
Og kan Alice finde tilbage til sit gamle jeg og skabe sig et nyt selvstændigt liv, uden at skulle være økonomisk afhængig af sin afdøde mand?
Filmen er med i Biografklub Danmark.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Biler, musik og Clausen i biografen' til en bekendt