
”Alle mand til årerne!”
1. oktober 2017 - kl. 7:54 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Hård virkelighed efterfulgt af romantik!
På niende år kan Kystmuseet i Skagen tilbyde museets gæster de spændende og dramatiske strandingsberetninger hver mandag i efterårsmånederne under den samlede overskrift ”Alle mand til årerne!”.
Den 2. oktober begynder museet med beretninger fra det barske liv som redningsmand i Skagen i 1800- og tidlige 1900-tallet. Der lægges ud med historien om ”Speeds” forlis, den norske brig der strandede vest for Højen den 30. januar 1909. I minus 6 grader og tæt sne med hård, tiltagende kuling måtte op til flere redningsbåde gå ud – med katastrofale følger, men også med et romantisk krølle på historien. Hvordan det videre gik, kan man høre på Kystmuseet Skagen mandag d.2. oktober kl.13.30-15.
Dette er blot en af strandingshistorierne, som vil være forskellige fra mandag til mandag i oktober og november. Arrangementet starter med en kort omvisning i museets Mindehal og redningsstation, så tilhørerne får god baggrundsinformation bl.a. omkring redningsmændenes løn- og ansættelsesvilkår. Derefter fortælles der en udvalgt strandingshistorie.
På nær mandag den 30. oktober, hvor museet har lukket, afholdes strandingsberetningerne mandage kl. 13.30 til 15:00 i oktober og november med en ny beretning hver gang.
Arrangementerne er gratis for museets gæster og hvert arrangement afsluttes med en hjemmelavet bjesk og en varm kop kaffe eller the.
Dato og strandingshistorie:
Oktober:
2/10: Speed
9/10: The John
16/10: Daphne og Gesiene
23/10: Igotz Mendi
November:
6/11: G.S. Penry
13/11: Ernst samt Brooklands
20/11: Almuth
27/11: Hjortholm
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '”Alle mand til årerne!”' til en bekendt