
Kaffen er klar
1. oktober 2017 - kl. 7:19 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Ny runde billedkiggeri i Tinghuset begynder.
Torsdag den 5. oktober bliver der atter brygget kaffe i Ting-, Raad- og Arresthuset. Nu mørkner det, og tiden er kommet til at kigge på gamle og nye fotografier. Alle med interesse for byens historie er velkommen til at samles omkring byrådsbordet og give deres besyv med, når der skal dateres og identificeres fotografier.
Erfaringen viser, at der hastigt rystes historier ud af ærmet, når snakken først er i gang, og de højlydte diskussioner demonstrerer, at der er flere sider af samme sag. Hvad den ene ikke kan huske, står krystalklart for den anden, og sådan supplerer man lystigt hinanden, medens tiden flyver afsted, og der stadig bæres mere kaffe ind.
Arrangementet starter ca. kl. 14 og varer et par timer, men man kan komme og gå, som det passer én. Og det koster ikke en fregne.
Billedkiggerierne fortsætter hveranden torsdag frem til torsdag den 30. november.
Lokalhistorisk Arkiv og Skagen Lokalhistoriske Forening er arrangører.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kaffen er klar' til en bekendt