
Arkivfoto.
Julen har englelyd i Skagen
25. oktober 2017 - kl. 6:24 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Om blot to måneder står julen for døren, og i Skagen står julen atter i englenes tegn, når Den Levende Julekalender går på vingerne den 1. december. Gennem hele december kan du opleve den unikke julekalender i Skagen, hvor byens bedårende englebørn hver dag åbner en ny kalenderlåge, der gemmer på spændende juleoplevelser.
Skagens magi gør sig stadig gældende i december, hvor den smukke by omdannes til Danmarks største levende julekalender. Her kan du møde bedårende englebørn, der hver dag åbner ny kalenderlåge med enestående oplevelser bag.
For eksempel er Brøndums Hotel omdannet til et hyggeligt juleunivers, hvor såvel voksne som børn forkæles med skønne overraskelser og lækkerier. Skagens unikke julekalender er blevet lidt af et tilløbsstykke, og konceptet har også skabt stor interesse hos norske og svenske turister.
Eventyrlige juleoplevelser
Det er Turisthus Nord der sammen med det lokale erhverv står bag det unikke event. Turistdirektør René Zeeberg udtaler: ”Julen er en eventyrlig tid – særligt i Skagen, der igen i år vil emme af julestemning med engle og bjældeklang hele december måned. Skagens Levende Julekalender er et helt enestående event, som kun kan opleves her. Og dette kombineret med mange andre unikke julearrangementer, spændende shoppingmuligheder og fantastiske madoplevelser gør, at vi har meget at tilbyde vores julegæster. Så vi glæder os til at byde endnu flere glade gæster velkomne i år og vi er allerede i julestemning på Skagen Turistbureau.”
Læs mere om Den Levende Julekalender her:
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Julen har englelyd i Skagen' til en bekendt